Læs dagbog

Klokken er ca 10.20. Jeg har taget tøj på og går ud af døren.
Jeg går en tur forbi de sædvanlige hække, og de mennesker der ser mig, og hilser, og dem der ikke hilser og på stationen.
Efter mine aftaler slendrer jeg igennem byen, og kigger på de forskellige butikker, og ned i den sædvanlige chokoladeforetning hvor jeg kan sige "bare det sædvanlige, tak".
Ud på gaden igen og ned til metrostationen. Den travle masse puffer støjer og kigger fortravlet. Jeg giver plads til en ældre kvinde som smiler, og nikker. - Dagen efter går jeg den selvsamme tur, - Men ingen ser mig, ingen hilser. - tavse undersøgende blikke spørger om jeg overhovedet er i live? Jeg nikker - men skepsisen består.... Det er som om jeg er død, men jeg ved det bare ikke endnu....