Læs dagbog

Jeg gav mig til at læse: "Jeg tilstår alt", af Johannes Mario Simmel.
dykkede ned i hans maleriske univers og blev ramt af denne tekst.

Hjem, tænkte jeg.
Hvor gerne var jeg ikke taget hjem dette sidste år. Til mit
barndomshjem og mine forældre. Vi havde et stort dejligt hus, og jeg
havde været meget lykkelig. Men mine forældre var døde, og huset
var solgt. Hjem? Men hvor havde jeg hjemme? På hotelværelser, i
studier eller i fyvemaskiner? Hos Jolanthe (elskerinden)? Eller hos Margaret (konen)?
Eller hos mig selv? Uanset hvor jeg var, længtes jeg altid et andet
sted hen. Og var jeg et andet sted, længtes jeg tilbage. Men jeg havde
altid langtes efter at komme bort. I årevis.
Det var máske det bedste.
At tage et andet sted hen. At rejse alene. Og hvis der ikke var, som
jeg anskede dette andet sted, så kunne jeg forsøge et nyt. Der var
steder nok, når bare man havde penge.
Jeg havde aldrig penge nok.

Ordene ramte ned i et åbent sår. - mon jeg er den eneste der tænker det ?