Godt nytår
En side i dagbogen "Det der sker."
Skrevet af Netas 30. december 2019 18:46
Godt Nytår
Et år er gået, et ny er på vej, ligesom mange andre nytår, før dette nytår, vil det også bestå af 365.25 dage. Der vil ligesom de andre år kunne opleves mandage, tirsdage, onsdage, torsdage fredage, måske endda lørdage og søndage.
På længere sigt vil der for de udvalgte være udsigt, til både januar, februar, marts, april, maj, juni, juli og august, samt, september, oktober november og december.
Er man særlig heldig vil der i disse perioder både indfinde sig, både sne, regn, solskin, måske endda en sommer.
Der vil være overarbejde, stress, køer i supermarkedet. Influenza, forkølelse, frustrationer over at være udgået for toiletpapir, eller bind.
Kedelige breve der skal skrives, eller måske læses.
Og lige som sidste år vil der også være dage hvor du tænker ” nej nej nej, Det her skulle jeg ALDRIG have gjort!
Nogle har udsigt til en ny chef, der starter med at være flinkere end den gamle, indtil du bliver bedt om at gå, fordi pakningerne af klorark-udstyr går for langsomt, mens din gode kollega Gurli har fået den forfremmelse, som ellers var blevet lovet dig. – men godt nytår!
Nogen må erkende at hverken den store bagedyst, eller vild med dans, var vejen ind på karrierestien, og at du som ellers topatlet må indse at den 75-tyvende ironman ikke kommer i hus. Men godt nytår.
Måske vil nogle opleve at skatten stiger, eller de ikke længere har råd til at ryge. Men godt nytår.
Mens vi er ved at kløjes i konfekt fra 8 juledags julefrokost, skråler vi i Champagne, ønsker vi godt nytår, alt imens Julegåsen og alt den gode mad er ved at omdanne vores egen lever til den nyeste form for fois gras. – Men godt nytår.
Og inden vi på ny sender raketter afsted og siger godt nytår, vil der være gået 365,25 dage.
Nyt godt år - eller godt nytår