Læs dagbog

Så skete det, jeg havde fået udgang og så tog jeg et barberblad med herind. Så nu bliver min udskrivelse yderligere forlænget er jeg bange for. Bare. Jeg ikke hang sådan i fortiden uden at kunne se frem og det får mine dage til at se sorte ud. Jeg bliver ved med at dunke mig i hovedet med at det er fordi jeg er et træls individ og måske er det rigtigt måske er jeg bare sådan en man bruger og så kasserer. Jeg ved at trangen til selvskade vil komme igen og hvor vil jeg så skærer mine ben er udelukket fordi der er så mange ar at det ikke vil gabe mere. Mine arme er ikke stort bedre men jeg har før bidt nogle ar op det tog toppen af det. Men på den anden side jeg skal også lærer at acceptere min sygdom og de begrænsninger det sætter. Hvis bare jeg kunne se frem ad og acceptere at de personer er ude af mit liv og sådan er det, det er bare så svært. Nogle gange ligger jeg det meste af natten og grubler over det. Jeg ved at med mit afskyelige udseende går folk helst uden om mig og det kan være med til at trigger trangen. Det er som om jeg lever i min egen ensomme verden på godt og ondt