Læs dagbog

Som mange af jer ved, har min familie og jeg været igennem en hård periode de seneste måneder.

Det hele startede med at min far skulle til et godt gammeldags tjek ved lægen.
Lang historie kortere (så kort den nu kan blive)
Hans tal så ikke så godt ud, og de frygtede at han havde fået kræft.
Efter en helvedes masse undersøgelser, scanning'er og så videre er dommen:
Min far har fået konstateret 2 udposninger (timeglasformet) på hovedpulsåren nær nyrerne.
De er på henholdsvis 5,8 og 6 cm i diameter.
Dette var et chok for os. Vi vidste jo med det samme at det var alvorligt. Dog ikke HVOR alvorligt, indtil lægen (mere eller mindre direkte) sagde til min far: "I øvrigt har du kørsels-forbud, da du kan falde død om når som helst"
Fedt. Han får en tid til operation. Den 30. august skulle han indlægges, for så at komme hjem på weekend, og ind igen den 2. september for at blive opereret.

Den 27. august ringer hans telefon, det er en sygeplejerske der meddeler ham at operationen er udskudt på ubestemt tid, da han skal have tjekket om hjertet kan holde til operationen.
Nå-ja. Så tager vi da "bare" lige det med også.
Han får tjekket hjertet den 2. Alt ser ud som det skal, og hans hjerte funktion ligger højt, og han er klar til operationen.

I 2 uger ringer min far så (ikke dagligt, for som han siger "man skal ikke presse de der læger med skarpe knive") for at høre, om der er noget nyt i sagen. Intet. Nu har vi så endelig fået en dato. Den 4. skal han ind til undersøgelser, blodprøver m.v. Og den 7. skal han på operationsbordet.

Dette er en meget stor operation, og for at sige det som det er, er der en stor risiko for at det går galt. Hvad jeg har forstået, så er risikoen For at der sker noget skidt på ca 1-5%. Intet er sikkert før cirka 2 dage efter operationen. Han skal lukkes op, have alt indhold ud til siderne, fjernet det stykke hovedpulsåre der er udposning på, og sat et nyt stykke på. Vi aner ikke om vi får ham hjem igen.

Vi er selvfølgelig fulde af håb, men vi er også nødt til at være realistiske.

Han skal med høj sandsynlighed i dialyse (måske for resten af livet), og sandsynligheden for at han skal have stomi er der også.

Alt dette dumper så lige oveni mit møde med rehabiliterings teamet den 8. Oktober.
Der skal min fremtid afgøres af X antal fremmede mennesker der læser min sag og tager en beslutning.

Alt dette har simpelthen gjort, at jeg har lukket mig inde, ikke rigtig kommet ud i verden og så videre. Og grunden er simpel og enkel: Jeg vil bruge så meget tid jeg kan, sammen med min familie. Ingen af os ved hvad der kommer til at ske i fremtiden. Men vi er selv herre over nutiden. Dette øjeblik.
Derfor har jeg været meget fraværende, og det er desværre gået ud over mange af jer. Det er jeg ked af, og jeg er også ked af hvis jeg har såret nogen på vejen. Men som i sikkert kan forstå, har jeg (og min familie) været meget pressede, stressede, følsomme og så videre på grund af det med min far.

Vi forsøger at få det bedste ud af situationen. Vi støtter hinanden, og takket være gode venner, kollegaer og familie, kan mine forældre og Martin og jeg leve relativt normalt, indtil operationen og alt det andet er overstået.

M og jeg er her hjemme ved mine forældre, og har mere eller mindre været der konstant siden vi kom hjem fra en fantastisk ferie ved min svigerfar og hans kæreste i Gedser. 2 uger mere eller mindre 100% uden sygdom og elendighed. Og jeg bliver her i hvert fald til min far er på benene igen (eller hvis vi skulle være så uheldige at det går den anden vej, til begravelsen er overstået)

Jeg ved det er ubehageligt for mange at læse sådan noget her, død, ulykke, sygdom og elendighed. Det er en stor mundfuld. Men hvis du er nået så langt i min hilsen, vil jeg gerne sige dig tak.

Husk at passe på hinanden. Værdsæt hinanden mens vi er her. Elsk hinanden. Ros hinanden. Vi har kun hinanden til låns, og mange af os går og tænker "ork, jamen han/hun ved da godt at jeg elsker ham/hende", ja det gør de måske. Men ville det gøre så ondt at sige det engang imellem?

Jeg opdaterer løbende herinde, og håber ikke det er til for meget gene for jer.

Tak.

SIDSTE NYT:
Han er nu hjemme på weekend og skal møde på sygehuset i morgen kl 19. Og han er nr 1 på listen så de regner med at operere ham kl 8, så tager operationen 2-3 timer, og så lidt tid til at vågne. Han skal ligge 24 timer på opvågningen og regne med at være indlagt i 5-7 dage