Læs dagbog

Jeg har siden teenageårerne været inde og ude af mindre depressioner. Jeg var indtil starten af 20'erne i stand til at holde mig igang og humøret oppe ved at holde mig aktiv. Heste var en stor del af min hverdag. De var som terapi for mig.

Særligt de seneste to år er det gået ned af bakken.

Efteråret 2017 kontakter jeg for første gang min læge, fordi jeg ikke kan finde ro. Jeg sover ikke om natten, jeg har hjertebanken og daglige sammenbrud, hvor alt virke håbløst og nyttesløst. Jeg er på daværende tidspunkt studerende med en økonomi der hænger i laser.
Jeg kommer ind til en rigtig sød og forstående læge (dette er første gang jeg nogensinde fortæller min læge om, hvordan jeg har det psykisk), og jeg fortæller hende, hvordan jeg har det.

Ensomhed, hjertebanken, endeløse grædeture og ugidelighed. Hver gang jeg skal tage en større beslutning, så kan jeg ikke - min hjerne går i selvsving og tænker sig frem til 100 forskellige situationer, jeg kan havne i, alt efter hvilke beslutninger jeg skal tage. Jeg hiver mig med nød og næppe igennem mine fag på universitetet, men jeg kan mærke, at jeg kan ikke blive ved.

Lægen og jeg kommer frem til, at jeg har stress, og da jeg fortæller hende, at jeg uden at røre en finger har tabt 20 kg (Jeg er sølle 160 cm høj - 20 kg er meget!), så spærrer hun øjnene op.

I samråd med lægen, deltidssygemeldes jeg fra studiet, og på grund af vægttabet sendes jeg i kræftudredningsforløb. Jeg får at vide, at hvis jeg har brug for støttesamtaler, så skal jeg bare ringe, så finder de tid.

Støttesamtaler. Jeg kan på dette tidspunkt slet ikke overskue støttesamtaler, men siger tak for tilbuddet og siger, at jeg nok skal henvende mig, hvis jeg ønsker samtalerne.

Månederne går, og jeg flyver ind og ud af hospitalet og rundt i landet for at blive undersøgt for kræft i hoved og røv. Mit hoved kan slet ikke kapere dette forløb sammen med alt det andet, jeg går og døjer med og spekulerer på.

I løbet af foråret 2018 slår det klik. Først da jeg sidder på badeværelsegulvet med 16-20 panodiler fordelt i munden og i hånden, bryder jeg grædende sammen. Jeg skal have hjælp, og det skal være nu.

Jeg bor alene i Odense. Min familie bor 200 km væk. Jeg har ingen steder at tage hen. Jeg ringer til lægen dagen efter og får tid samme uge til en støttesamtale. Denne gang hos en ny læge i klinikken, da den tidligere læge er stoppet.

Lægen kommer frem til, at jeg nok har en mild depression - (MILD depression? Sig mig, hører hun slet ikke, hvad jeg fortæller hende). Før lægen vil henvise mig til psykolog eller anden psykiatrisk behandling, vil hun have en opfølgende samtale med mig 3 uger senere.
Jeg får en tid, tager hjem. Det er 3 meget lange og svære uger. Jeg arbejder non-stop for at undgå at sidde derhjemme alene og gøre skade på mig selv.

Vi nærmer os dagen for den næste støttesamtale, men om morgenen bliver jeg ringet op. Lægen er syg, de er nødt til at aflyse min tid. Jeg er grædefærdig, og jeg fortæller sekræteren, at det er virkelig vigtigt, at jeg får en ny tid hurtigst muligt. Jo jo, men de har jo travlt i klinikken, så den tidligste tid jeg kan få, er 4 uger senere.

Ugerne går, samme mønster. Jeg kører mit stress op ved at arbejde for meget, jeg tager hjem, og jeg sidder alene og græder.

Mine forældre ved, at jeg har det svært, men jeg har aldrig fortalt dem, at jeg faktisk havde siddet ude på badeværelset og tæt på at tage en
overdosis.

Vi nærmer os dagen for den ombookede støttesamtale, men dagen før modtager jeg en sms om, at min tid endnu engang er blevet aflyst, og at jeg skal ringe og bestille en ny tid.

Jeg kan snart ikke rumme det mere. Jeg ringer grædende til min læge for at få en ny tid. Denne gang har de tid om 3 uger.

Jeg føler, jeg er fanget i den samme onde cirkel, og de 3 uger går. Samme morgen som samtalen skulle finde sted, modtager jeg en ny sms om at min tid igen igen igen er aflyst på grund af sygdom.

Jeg sidder på min seng og er klar til at opgive alt. Jeg ringer ikke tilbage til min læge for at bestille en ny tid. For hvad nytter det? De vil jo åbenbart ikke hjælpe mig. De tager mig jo slet ikke seriøst.

Der går en måned før jeg får ringet til min læge. Denne gang for at klage. Sekretæren tager telefonen, og jeg fortæller, at jeg ønsker at klage over den behandling jeg har fået. Jeg fortæller hende, at jeg for flere måneder siden, havde snakket med en læge, fordi jeg var klar til at tage mit eget liv. Jeg forklarer hende, at jeg blev lovet støttesamtaler, opfølgende samtale samt evt. henvisning, men at klinikken har vendt mig ryggen, og at jeg føler mig svigtet.

Sekretæren beklager selvfølgelig. Hun fortæller, at de har meget travlt, og at de har været ramt af meget sygdom.

Og det var det - intet tilbud om en ny tid. Ingen rådgivning om hvor jeg ellers kan søge hjælp.

Det eneste hun siger er: "Var der ellers andet?" - Jeg er tom for ord. Svarer nej. Lægger på.

Det er snart et år siden, at jeg opgav at få hjælp fra min læge i forhold til min depression.

Jeg har været ved lægen flere gange af andre årsager, og er ofte blevet spurgt: Hvordan går du ellers og har det? Hvortil jeg har svaret: "Joo, det går egentlig ikke særlig godt. Jeg render stadig rundt med ubehandlet stress og depression, efter at I aflyste min opfølgende samtale intet mindre end 3 gange i træk."

Svaret har hver gang været noget i stil med: "Nå for søren. Det var da uheldigt"

Nu sidder jeg her i dag. Fuldstændig forladt for håb og med en kæmpe følelse af svigt fra min læge.

Jeg skader mig selv. Jeg kradser mig selv. Jeg slår hovedet ind i væggen. Jeg kan ikke køre en tur i min bil, uden at tankerne om, hvilket træ jeg kan smadre ind i for at gøre en ende på det hele.

Måske er jeg bare ikke besværet værd.