Læs dagbog

...Hun var et helt normalt ungt menneske. 20 år gammel og netop blevet studine – med et helt gennemsnitligt resultat. Heldigvis.

I dag skulle hun ud at rejse – hele vejen til Malaga. Hun havde hørt at det var helt normalt at rejse til Spanien, og det er det jo for så vidt også, men ikke for hende. For det var første gang hun skulle flyve med en Boing 747 og hun var angst. Hun skulle alene på vej og det var allerførste gang hun rejste alene. Det skulle være så dannende og det var jo helt normalt. Men det var ikke dét hun var bange for. Hun var ikke kun generelt hunderæd og udefinerbart angst – hun var overbevist om at flyet ville styrte ned undervejs. For sådan var det med Boing 747. Det vidste hun. Hun vidste ikke at hun i denne omgang skulle flyve med en sådan flytype – men det gik op for hende, da flytyperne fremgik på de enorme, sorte lufthavnsskærme. Hun var så overbevist og sikker på at det ville ende grueligt galt, at hun ville ringe til hele hendes familie og alle de venner, man altid kunne regne med likede hendes billeder på Facebook – og fortælle dem hvor højt hun elskede dem og da især hvor meget hun ville savne dem. Så ængstelig var hun og samtidig var hun så skråsikker i sin sag – flyet ville styrte ned. Hun skulle ikke overleve det her, en tanke der hastigere og hastigere bredte sig i hendes sind. For det her, det var den sidste dag værende i hendes helt normale liv...

At rejse er at leve, havde dansklæreren på den sproglige linie hun netop var dimitteret fra, vist nok forklaret hende. Og hun ville jo så gerne udvikles og modnes – det er jo helt normalt. Skulle hun ringe til dem alle sammen inden den egentlige boarding? Skulle hun forklare dem hvor højt hun elskede dem og ville mindes dem i det hinsidiges – og underforstået, men også overvejende underbevidst - hvor meget de skulle huske hende...? Hun ville jo bare overleve – på den ene eller den anden måde. Tankerne var ambivalente, hun kunne mærke hvordan hendes øjne strejfede flakkende fra side til side – hun var bange. Hun var så bange at hun egentligt ikke ville med, når flyet nu alligevel styrtede ned undervejs. Men det er jo ikke normalt at have de her åndssvage tanker og det funderede hun atter over.

For hun var jo normal. Der var nu kun lidt over tre timer til boardingen skulle foregå – men hun var som altid velforberedt og havde således sørget for at være i lufthavnen i rigelig tid. Og det var vigtigt for hende – at være velforberedt. Til eksaminerne såvel som i livet. Hun måtte have klaret hendes tanker og ambivalens. Altid.

Den første time gik og et par jævnaldrende piger kom gående fjantende imod hende. De gik glade, fjollende og sorgløse lige forbi hende og satte sig lidt længere nede på stolerækken. Hun kunne høre dem snakke – de glædede sig tydeligvis til at komme afsted og alle de ting de skulle opleve. Museer, shopping, mad, byture og spanske fyre. De snakkede alt imens telefonerne fingerede imellem hænderne på dem. De var ligesom hende, tænkte hun for sig selv. Hun tog sig selv i at lytte til deres samtaler, men ikke fordi hun som sådan interesserede sig for dem – ligesom hun nok var ikke-eksisterende for dem – men fordi hun følte en begejstring ved alle de fede oplevelser hun selv ville få. Alle de billeder af oplevelserne hun kunne dele med alle dem hun kendte. Sikke en glædesrus der ventede hende. Hun ville jo så gerne modnes og udvikles, det var jo helt normalt. Men denne her angst, den var jo ikke ordinær. Hun forsøgte at skjule den, mest af alt for sig selv. Hun opdagede pludseligt at de to piger skævede imod hende. Af en uforståelig årsag følte hun sig helt gennemsigtig, de måtte jo tydeligvis kende til hendes atypiske angst for flytypen Boing 747. De talte om hende, det hørte hun. Ikke længe – men længe nok til at hun igen ikke følte sig helt normal.

Kort herefter kom en pige der mindede hende meget om hendes egen, noget ældre søster gående med sin kæreste i hånden. De var nyforelskede – det var tydeligt at se. De kyssede intenst og hun smilte ved sig selv og tænkte – det måtte være livet. Men samtidig blev hun lidt ked af det. For om lidt skulle de alle gå bort – der var jo ingen, der ville overleve sådan et styrt. Det kunne ligesåvel være hendes egen søster og hendes kæreste der stod der, ganske intetanende. Hun kunne mærke sveden intensiveres overalt på kroppen. Hun hev febrilsk et lommetørklæde op af tasken for at tørre det værste af ansigtet - og selvom hun prøvede at være diskret, for ingen skulle nogenlunde opdage hendes bekymringer og skævhed – så gav hendes lommetørklæde-show øjenkontakt til det nyelskende par i deres midt-tredivere. De smilte kort og forsigtigt til hinanden, alle tre, hvorefter parrets opmærksomhed skærpedes imod deres nytilkomne kærlighedssymbiose.

Den anden time gik og et par midaldrende, sikkert halvbeduggede kvinder satte sig bag hende. Hun kunne lugte stanken af billig hvidvin, det var sådan det gik op for hende at de nok havde drukket. De var fine på den, angstprovokerende politisk korrekte og enormt velartikulerede, bemærkede hun kort. Egentlig havde hun ikke det store overblik på nærværende tidspunkt – hun var nået til et punkt, hvor en slags anden realitet dukkede op i hendes sind. Uvirkelighedsfornemmelsen tog mere og mere over – hele hendes følelsesregister var overbelastet. Hun skulle nok ikke til Spanien alligevel, havde hun besluttet – og hvis hun virkelig skulle følge dansklærerens citat og livs-slogan – så blev det nødvendigt at ringe rundt til omgangskredsen, tænkte hun nøgternt. Samtidig vidste hun jo godt, at det her, dét var ikke normalt. Hun bebrejdede sig selv for hendes irrationelle følelser, som hun nu kaldte det; for sig selv. Hjemmefra havde hun lært, at hun var ikke bedre end andre mennesker og at hun da var helt normal og velfungerende. Hun kunne simpelthen slet ikke acceptere dette irrationelle følelsesregister, hun tydeligvis besad og hun blev hurtigt besat af andres potentielle tanker om hende – tankerne her omkredsede mestendels familie og venner.

Den tredje time gik og da kom der en ældre dame med stok imod hende. Hun vidste ikke hvor længe den gamle dame havde været i nærheden, for hun havde ærligt talt været helt i sin egen verden, med tankerne om den kommende ulykke i klar menté. Men hun lignede virkelig en, der hørte til på et plejehjem, tænkte pigen for sig selv. Og hun så da heller ikke helt normal ud, i dén alternative mondering.

Beklager unge frøken, men må man være så fræk at bede om dit sæde? Sagde den ældre dame med sin pink kasket sat lidt kækt på skrå alt imens hun smilede friskt til hende.
Ja, jeg er jo dårligt gående – men sådan går det jo!

Ehm, selvfølgelig. Svarede hun hurtigt og sagte i sin ængstelighed over den kommende rejses ulykkelige natur. Hun forsøgte at holde masken på trods af det forstående flystyrt, som hun forestillede sig at alle ville frygte, hvis bare de også vidste hvad hun var fuldt ud klar over.
Hun var meget påvirket af situationen, så da hun rejste sig fra stolen føltes det som om benene under hende på en tid var vibrerende og vægtløse. Hun var svag og hun følte sig absolut ikke længere som en normal. Af en eller anden uforståelig årsag føltes det som om den ældre dame kunne se lige igennem hendes bekymringer.

Og det kunne damen måske også. For damen stirrede nærmest på hende samtidig med hun smilede lidt skævt og bekymret.

Unge frøken, hvad er los? Spurgte damen, igen lidt kækt imens hun satte sig til rette på hendes sæde.

Vi styrter jo ned inden vi når Spanien! Fløj det ud af munden på hende. Hun fortrød med det samme sit udråb. Alle vendte sig imod hendes ståsted – nogle af de tilstødende medpassagerer sad og smågrinte.

Orv ja, sagde den ældre dame. Du er jo ung, men måske du kender til Søren Kierkegaard og hans teser om de tre livsstadier?
Tjoeh, svarede den unge pige, jeg kender ham da af navn, men, men, jeg har ikke haft filosofi som valgfag? Hun besad ikke overskuddet til at rumme, at den ældre, kække dame jo slet ikke var klar over at hun overhovedet havde gået i gymnasiet – eller også følte hun blot, at de kendte hinandens livsanskuelsesgrundlag så godt, at det var implicit? Hun var i al fald endnu mere ængstelig end hidtil og øjnene flakkede nu imod det store publikum hendes udråb havde fremprovokeret. Konsekvenserne ved ikke at fremstå normal var uhensigtsmæssigt store, tænkte hun desperat. Hun følte sig for første gang som værende uden for den sociale fællesnævner – ingen i rummet betragtede hende som normal.

Hvad var hun så?

Nå, men så kender du da H.C. Andersen, det er jeg sikker på – du ved den dér med ”at rejse er at leve”? Spurgte den ældre dame ivrigt uden hensynstagen til pigens stærke bekymringer.
Pigen fik overraskende hurtigt fokus tilbage og kiggede nu forhåbningsfuldt op på hende, som hun allerede havde dømt som ikke værende helt normal og de smiler begge. Pigen følte at de to havde haft samme dansklærer - uagtet om dette overhovedet kunne lade sig gøre eller ej.

Ser du, jeg bor på plejehjem og har ikke lang tid tilbage – du har hele livet foran dig. Men én ting har vi to til fælles. Hvis at rejse virkelig er at leve – så synes jeg at vi skal rejse, uagtet om vi styrter ned eller ej, kære du. For hvis ikke du lever – så har du jo allerede erklæret dig selv for død. Så helt ærligt, hvad er egentlig dit alternativ...? Hvad er dit enten/eller?

Den noget nytilstødende ældre dame smilede igen til hende og rettede på sin pink kasket. Det føltes som om damen havde kendt hende hele livet, tænkte hun for sig selv; hvorefter de begge fandt deres boardingpas frem og strømmede med mængden mod flyverens gate. For det her, det var sidste dag værende i hendes helt normale liv...

//Popcornet.