Læs dagbog

Jeg skriver herinde, fordi jeg føler at det måske vil gøre mig godt at fatte nogle af mine tanker og bekymringer ned, og måske endda tale med andre om det.

Jeg var for omkring et halvt år siden ved lægen og fik at vide at jeg havde en mindre depression. Hvilket jeg på daværende tidspunkt havde nogle samtaler med min læge om og besluttede mig for at starte et terapi forløb efterfølgende. Hvilket jeg aldrig fik fulgt op på eller gjort noget ved.

Nu står jeg her i dag og føler at jeg er sunket endnu dybere ned. Jeg har følt at det kom krybende i noget tid, men i dag eskalerede det. Jeg læser hjemmefra og har inden det været på barsel, min mindste dreng er endnu ikke startet dagpleje. Så jeg har forsøgt at holde mig beskæftiget med praktiske opgaver, når de nu kunne lade sig gøre med den lille. De har holdt tankerne lidt på afstand. Men det er bare ikke nok at male legehuset ikke er nok, det er blevet en mere eller mindre permanent tåge der ligge henover mit væsen.

Jeg syntes min selvtillid har taget et styrtdyk og har udviklet sig til noget der nærmer sig foragt over egen krop og sind. Jeg har været ude og købe tøj 4 gange til det samme bryllup, for at komme frem til at jeg ikke kan tillade mig at gå ud i det.

Jeg har fornyeligt været til en jobsamtale og har intet hørt tilbage, selvom de sagde ville ringe igår, det værste er at det er et sted hvor man ansætter alle, jeg ville ikke lyve hvis jeg siger at jeg nok kender tyve der har arbejdet der, men jeg er åbenbart ikke god nok til det. -og jeg ved godt hvorfor, jeg tror jeg har udviklet en socialangst, jeg kan opbygge så mange følelser på kort tid i sociale sammenhænge, det bliver nærmest en indre panik, som udmunder sig i at jeg ligner en tomat og fremstår akavet. Jeg hader at jeg ikke kan formå at fremstå anderledes, jeg føler mig som en af de der fisk man kan se alle indvolde på, jeg formå ikke at skjule alle mine usikkerheder, det skindet igennem.

Usikkerhederne bringer mig videre til det næste, moderskabet. Jeg føler at den her usikkerhed, har jeg med fra min opvækst, som om noget har været præget af jantelov, masker ud af til og mine forældres egne usikkerheder. Jeg er SÅ bange for at mine to dejlige drenge, skal blive mærket af den her overdrevne selvbevidsthed. Jeg er bange for at de intet kan lære af mig, jeg ønsker at de skal blive stærke selvsikre individer. Men hvordan skal de blive det med en mor, hvis humør er så enormt svingende og som er så overdrevet usikker.

Jeg foragter at jeg ikke kan finde styrke til at være sikker i min egen krop og i min fremtoning. Til tider føler jeg at al den bekymring og angst for andre, må være et tegn på at jeg er stupid, det kan da ikke være rigtigt at man skal spilde sit liv på den slags. Jeg burde være så taknemlig og glad, jeg har en dejlig kæreste, som godt nok også har sine egne problemer at tænke på, men stadig formår at sikre mig om hans kærlighed og vise hensyn og to dejlige sunde drenge. Men alligevel går alt min energi til spekulationer om min egen utilstrækkelighed, hvor er det i virkeligheden tragisk og selvcentreret.