Læs dagbog

Fortabt..

Sidder i toget mod København, er lige kørt fra Sønderborg..

Magtede det ikke. Kan det ikke. Har ikke overskuddet; mangler kærlighed, og andre mennesker.. Er kørt tør.

Planen er at tage ind til min far et par dage, lægge en plan, finde ud af hvad der skal ske de næste 4 måneder, og hvor jeg skal gøre af mig selv..

Det hele er så bizart.. Så uvirkeligt.. Er så fuldstændigt smadret, at jeg ikke aner op og ned.. Hader mit liv lige nu, og det kan ses.. - Plejer at være et menneske, der høster smil fra fremmede, nu vender de sig bort i afsky..

Min ukuelige optimisme er knækket..

Hvad så nu..? - Sidder i en rådden og håbløs situation; jeg er hjemløs, ødelagt.. Føler mig uden håb.. - Kører alene på fysisk styrke, min sjæls brutale kræfter er forsvundet; der er ikke noget nu, eller i fremtiden.

Er jeg deprimeret..?

Sikkert, men det er mest ulykke.. Ødelæggelse..

Ved ikke hvad jeg gør, men fakta er; jeg kan ikke holde ud at være i mit eget selskab alene, har brug for omsorg og kærlighed.. Den eneste, jeg kender, der har en smule af det at tilbyde, er min far, alt andet er drysset.

Sidder i toget, denne og hin mark forsvinder forbi. Det siger mig intet; det er en mark. Marken er grøn. Case closed. Der er ingen emotionel eller intellektuel resonans i.. noget, det er fakta, og intet andet.

Fuldstændigt galimatias at tro, at jeg både kan, og ville, få noget ud af, mit liv vejene i Danmark, eller hvor som helst, under de omstændigheder.. - Det hele er jo bare det samme; den samme grå.. Blottet for nuancer, blottet for toner, blot... gråt.. Eller, det er måske så meget sagt, det er blindt? - Der er ikke noget, der hvor verden burde fylde det hele..

Foragt..

Og ingen mådeat forholde sig til det på.. Det her, er det bedste der er, for i morgen er sikkert værre..

Simon
2/5e 2017, 16:04