Læs dagbog

At komme til kort

En side i dagbogen "Indviklet udvikling"
Skrevet af SimonSaiz1 22. august 2016 04:54

Fuck det er svært..

At være i livet når man har været i en beskyttet cocoon i mere end 20 år..

.. Kommune-kærlighed og stødpuder på alt, der kunne såre..

Her står jeg så nu; 37 år inde i tilværelsen, forelsket, elskende, elsket.. - At klare sig, som mig, uden de mindste værktøjer til at håndtere de ubeskriveligt hårde vilkår, tilværelsen også byder på..

Kæft det er svært.

Situationen er enkel, men skræmmende uoverkommelig til trods, ihvertfald med mine ressourcer og baggrund. :(

Jeg mødte min elskede herinde, faktisk; det er næsten 9 måneder siden, vi havde vores første snak på chatten, og vi har kommet sammen siden starten af april.

Jeg elsker den pige højere end jeg har elsket nogen eller noget i det her liv indtil videre.

Jeg gruer for at miste hende; midt i al min utilstrækkelighed.

I jagten på at dyrke vores forhold, og med de muligheder jeg har i ikke at behøve at arbejde, er jeg flyttet til hendes hjemstavn. - Bornholm, "Øen i Søen" - Klatten, 18 Kilometer fra "Verdens Ende".

- Jeg har fundet bolig her - et lejet lille anneks til en super overkommelig pris, og selv om det er småt og klaustrofobisk, så er det stadig de muligheder jeg har for at have tag over hovedet til vi får noget større.

Min kæreste er smuk, naturligt flirtende, bedårende, udstyrret med de smukkeste øjne og et varmt og forstående sind; jeg er ikke den eneste, der attrår hende.

Det samme gælder min udlejer.

En mand, der er tidligere militærmand, stor som et bjerg, en smule skør; endnu mere afstumpet og.. fandens grådig på det livet serverer..

Jeg kan ikke hamle op med ham i ret mange henseender, og det ved både han og jeg.

I går, da vi sad og spiste morgenmad, han, jeg og min kæreste, væltede hans indre monolog ud mellem den pæne snak; "I wan't you", mere eller mindre henvendt til hans pik.

Et, i sig selv, skræmmende scenerie, og ikke mindre overkommeligt i det, at han tropper op her i aftes, for godt og vel 5-6 timer siden, med en klar, kan jeg læse i ham, intention om at flirte med min pige.

Noget han heller ikke holder sig tilbage for at gøre; lige foran mig.

Ugudelige svaghed..

.. - Når Skizofrenien, og den usandsynlige afmagt man står med bliver til hverdag, når beskyttelsen i Moder Danmarks favn bliver til tillid og når man VENDER sig til fløjlshandskerne, så er livet... Brutalt på et plan, der efterlader én rystende og nærmest skrigende af angst, når det viser sine grimmeste sider..

Jeg ved ikke hvordan jeg skal tackle situationen. - I går, da jeg sad i det, og det kom så uventet som det gjorde, frøs jeg op. Som aftenen skred frem vendte jeg min vrede mere og mere mod min kæreste, i min afmagt, som hans konstante manipulation og føren mig rundt i manegen skred frem, og til sidst var jeg klar til mord; jeg var så vred, i min afmagt og brandert, at jeg simpelthen måtte kapitulere; der skete intet, ikke andet end, at jeg, i den grad tabte ansigt: "Jeg spillede det ældste spil mellem mænd til totalt fallit", og manden trak sig med et grin og en hånlig latter, pakket ind i al den høflighed, der er krævet under omstændighederne.

Min kæreste siger, hun elsker mig.

Jeg ved hun gør det, og jeg beder til, at det varer ved.

Men fuck hvor er det hårdt.

Ugudelige svaghed..

Fanden tage dig.

S.

Kommentarer fra andre brugere

Hey...

Jeg er ret sikker på at du kan hamle op med militærmanden på i hvert fald et væsentligt område...
Intellekt.
Og hvad mere end det handler det om?

Tag nu det forhold og behold det som dit og hendes.

Mvh.

Skrevet af Bipolarix, 22. august 2016 23:30