Læs dagbog

Jeg mødte en kvinde på en bar i nat. Jeg græd i hendes arme, buldrede af gråd.

Hun krammede mig, jeg rørte hende, i glimt, som jeg ville have rørt dig, med tårerne sprøjtende ud af øjnene. “Hvor er det rart”, sagde den fremmede. Folk kiggede, mens mine ord gjaldede gennem rummet; “HUN VED DET IKKE..”

Jeg græd og græd, hendes arme om mig, og en bar fuld af undrende mennesker.

Jeg tog hjem, alene, fordi det ikke er hende, der skal ha’ min ømhed.

I dag er jeg lidt mere lettet. Lidt mere fri af dit “nej tak”. Jeg kan bære det, lidt mere. Er lidt mindre bange for tomheden uden dig, kan rumme livet lidt mere.. Er lidt mere fri, af dig.

Men hold kæft hvor er det åndsvagt; ville have æret dig, til hver en celle i din krop var oplyst; jeg ville have givet dig alt.

Vrede og svagheder er min synd.

Elsker dig, endnu, men dens buldren, kærlighedens, brænder lidt mindre for hver tåre.

Hvis bare du vidste..

Ved Gud..

Hvis bare du vidste..