Læs dagbog

Den Anallæbede skolelærer.

Sad i byen for et års tid siden, stedet var den sædvanlige inden byens sidste gik hjem; The Moose.

Kan ikke huske omstændighederne, men jeg sad og hang over min bajer i baren, da hun sætter sig ved siden af mig.

Hun var alt andet end køn.

En 22-24 år og slank, hvilket var hvad hun havde kørende for sig, alt andet var en katastrofe. En rødtonet frisure var mere placeret end egentlig sat på hende skal, hendes hud var maddikehvid, og hele hendes fysiognomi var mere eller mindre komplet og totalt frastødende i sin sum.

Det værste var hendes læber. Ikke at de var sygelige, de var bare alt alt for store, rodbedefarvede (af naturlig teint) med papirstynd hud, sammensat på en måde, der fortalte om frastødende kønsorganer mellem hendes ben, og desuden et liv og en bevidsthed, der vidnede om både vanvid, og en prognose for livslang sorg.

Hun var simpelthen et misfoster, og jeg vendte mig lige så hurtigt bort, som jeg havde drejet hovedet.

Med en rømmen tager jeg en slurk af min øl og prøver at tænke på noget andet.

Hun indleder samtale.

Jeg prøver, både med kropssprog og mimik, at indikere, at jeg ikke er interesseret, men hendes ydmyge insisteren gør, at jeg til sidst må bøje mig for høflighedens krav, og tale med hende.

Hun var skolelærer, venstreorienteret, med generelle overfladiske betragtninger, og hun var, selvsagt, hamrende ensom.

Da hun begyndte at blive lidt mere åben end høfligheden krævede, undskyldte jeg mig med manglende smøger, forlod bordet og tog i 711 ved siden af.

Jeg kom tilbage til baren, hvor hun sad på samme plads, bestilte en ny bajer, og satte mig ved et bord, væk fra hende, uden at kigge på hende.

Hendes nederlag læstes i hendes kropssprog som hun sad med ryggen til. Hun blev siddende lidt, inden hun, mere eller mindre resolut, rejste sig og begyndte en tour fra bord til bord iblandt de øvrige gæster, søgende samværd og en plads imellem dem.

Alle jeg havde udsyn til afviste hende, mere eller mindre konsekvent, hvorefter hun forsvandt ind i baglokalet og var væk i et par minutter.

Det sidste jeg nogensinde så til hende var hendes exit, der mest af alt mindede om en flugt, som hun - formentlig efter at have forsøgt samme procedure i det andet lokale - med hårde, hastige skridt, forlod baren.

Hvad der derefter skete hende aner jeg ikke.

Enten tog hun hjem og sov den ud, for så at møde op på job mandagen efter, til evig marginalisering, lidelse, mobning og hverdag, eller også kapitulerede hun den aften, og hang sig i et reb.

Sandt at sige ville jeg ikke være overrasket hvis det sidste blev løsningen.

Det er en hård verden..

Men stadig værd at kæmpe for.