Læs dagbog

Hun gik gennem dagene, grå. Grå i tankerne, grå i følelserne, grå i kroppen - en tyk, tæt tåge af grå tunghed. Det var som om hvert åndedrag blev en tilføjelse, at hver udånding sendte endnu en grå tilføjelse til tågen, der bare blev tættere og tættere. Som om hendes egen eksistens forværrede tilstanden. Hun strakte armen ud; jo, der var da stadig en armslængde i sigtbarheden. Det var bare en konstatering. Hun så næsten aldrig længere end til næsetippen. Altid fokuseret indad. En sort ild. En brændende, smertende, sort umulighed. Kedlen var under højtryk, og skønt den ikke var eksploderet, så spruttede den da med jævne mellemrum. Det indres ulmende uro truede nok nærmere med en sammenstyrtning eller implosion, end en udadvendt eksplosion. Det var svært at navigere i, og hun blev mere i tvivl om, hvorvidt det måske var nået til point of no return. Håbløsheden var som både brændsel og ilt, til det indre sorte. Hvad nytter det at kæmpe, hvis det alligevel er for sent? På den anden side, hvad forskel gør det også, hvis det alligevel er for sent? Det er som et gratis forsøg. Men et forsøg på hvad? Hvor meget er der tilbage? Hvor meget er tabt? Vil det være bedre at give op og takke af? Der er jo aldrig et endegyldigt svar, men kun beslutninger, risici eller satsninger og handlinger; forsøg eller afslutning.

Tvivl og ubeslutsomhed blev til stagnation. Tanker, en tung byrde. Livets teater synes at fortsætte ‘derude’, mens hun var fanget i sit indres realiteter. Uforbundet og alene i en uendelighed af endeløse dage.