Læs dagbog

Nye nætter

En side i dagbogen "Skrevne dage"
Skrevet af Skriverinde 28. marts 2019 11:26

Natten er klar. Klar til kamp.

Himlen er blottet, kold og utryg, spejlbank sort, der reflekterer mit indre.

Jeg står stille. Min krop er stentung, som en maskine der for længst har givet op.

Med tørre øjne og krampende tårekanaler, græder jeg. Fylder et ørkenhav med knastørre tårer.

Tiden går stillestående frem, mens jeg ubevægeligt går baglæns. Fjerner mig fra alt der var.

En lydløst larmende stilhed omringer mig.

Tankestumper driver som tømmer frit omkring, løsrevet fra rækker, hvor de engang var fastbundet med meningsfuldhed. Jeg griber ud og klynger mig til hver en stump, venter på at drive i land, men alt synes oversvømmet.

En håbløs uendelighed er alt hvad jeg ser.

Natten er klar til kamp, og jeg er ved at give op.