Læs dagbog

Det har været en lidt lang dag for mig.
Var oppe i formiddags og i bad og skulle have min morgenmad og medicin.. intet var nemt at få ned, jeg havde dog ikke kvalme, men havde bare ikke spor lyst til mad eller at sluge pillen.
Bagefter fik jeg lige gjort mig lidt klar, blev så også træt og sad i sofaen og så tv.

Lidt i to gik jeg hen til parkeringspladsen og der ventede mine forældre i bilen. Så kørte vi sammen til midtjylland og besøgte min søster og svoger.

Vi skulle rigtig ikke have aftensmad dernede, men det blev vi tilbudt, jeg spiste en lille bitte smule, men havde ikke meget lyst til noget.

Derefter begyndte vi hjemturen igen.
Jeg er lidt ked af jeg ikke var på dupperne, men jeg fik da set min nevø og niece. Det er jeg glad for.

Der er ikke meget sjov for tiden synes jeg. Har ikke lyst til noget.

Synes tiden går for langsom.. hvorfor skal jeg tage det dumme medicin når jeg hver dag skal presse mig selv til det. Men folk sir jo det er fordi jeg skal have det bedre.. Tjah de vil bare tage mine ting fra mig.

Det er inde mellem som om jeg vakler i mellem pest eller kolera.. eller som..
englen og fanden.. englen på den ene side og fanden på den anden, og de diskutere.
Og i hovedet .. der er den blå mand..

Jeg har sagt alt alt alt for meget, både til bostøtten og lægen (hvilket ikke var mig der snakkede der, men bostøtten - fordi jeg ingen ord har når jeg skal snakke om mig selv)

Jeg er forvirret og bange oppe i mit lille hoved. Det er bare slet ikke rart.