Læs dagbog

Min bostøtte kom i dag, vi snakkede lidt, og det første hun sagde til mig var: må jeg spørge dig om noget? øøhhmmm jahh det må du da godt.

Bostøtte: er det længe siden du har været i bad?

Puuuuh den sad.. men sagde selvfølgelig ja, at det har været svært at overskue det.

Hun forstod det heldigvis godt.
Hun sagde at det måske kunne være en hjælp at hun var der så kunne jo tage et bad i mens.

Jeg prøvede at sige at hvis jeg skulle gå i bad så skulle jeg slippe for medicinen. Men den holdt ikke. :) pokkers også.

Nå men jeg kom i bad og samlede mig sammen og kom ud af døren.
Ellers har jeg været i skole og på café.
Ikke det store ellers.

Jeg ved godt at jeg skal acceptere det her med medicinen, men jeg er kun på 9. dagen, jeg har brug for at skælde ud, brug for at være træt af det. Det må jeg gerne, for det er svært for mig, det siger min bostøtte også. Altså det er okay at det er svært for mig.

Hej Jhn.

1000 tak for din besked. Jeg ved du mener det godt. Og jeg ved at det er noget jeg skal acceptere, eller skal blive enig med mig selv om. Men det er også noget jeg er nødt til at øve mig i, altså at det er okay at jeg får det. Og det kommer ikke fra den ene dag til den anden. Jeg ved godt jeg har skrevet meget om det, men tror det er fordi jeg har brug for at skrive det ned, brug for at sige igen og igen.
Og jo selvfølgelig vil jeg snakke med lægen om at stoppe hvis det var det. Jeg har først en snak med en psykolog på Psykiatrisk d. 11. december, så må liiiige holde ud. Men det er derfor jeg skriver om det herinde.
Ved godt ingen kan lave om på det, eller kan proppe ind i min hjerne at det er sådan det skal være. Men måske min måde at acceptere det ... med tiden :)

Endnu en gang tak for din besked og kærlige tanke :) Pas godt på dig selv.