Læs dagbog

Hej Ukendt 3000

Er du sikker på han er udredt korrekt ? Jeg mener gentagne depressioner kan jo godt være bipolar. Har han været ved psykiater og sådan?

Selv har jeg siden ungdommen haft gentagne depressioner. Det viste sig at være bipolar. Nu får jeg den rette medicin og har det fint.

Skrevet af Anonym, 18. juli 2018 17:17

Hej Ingeborg

Jeg kender de diagnostiske kriterier for bipolar, det kræver at man minimum skal have haft én manisk episode. Jeg føler ikke min kæreste har været manisk på noget tidspunkt :/ Men kan være han måske kan ende med at udvikle dette.

Jeg har desværre ik hørt fra ham, da han ikke ville vil svare mig tilbage.

Ingeborg, hvor længe gik der før du blev diagnosticeret som bipolær.

Skrevet af Ukendt3000, 18. juli 2018 17:32

Hej Ukendt3000

Det er først 9 år siden (som 51 årig) jeg fik min diagnose, jeg har haft siden ungdommen. Det er ikke en ren bipolar men en skizoaffektiv psykose, depressiv type. Jeg har aldrig været manisk.

Jeg har arbejdet i over 30 år. Ja du tror det er løgn, men 15 i sundhedssystemet :)

Jeg brændte sammen på arbejdet og fik siden stillet diagnosen.

Skrevet af Anonym, 18. juli 2018 17:43

Kære Ukendt3000

Jeg synes, det er for tidligt at opgive forholdet. Jeg tror, han har behov for plads og rum i øjeblikket - til at være alene og til at være syg...

Hvis du giver ham den plads, er der gode chancer for, at han vender tilbage til dig, senere...

Held og lykke,
Augustha

Skrevet af Augustha2, 18. juli 2018 20:53

Kære Ukendt3000
Jeg tager hatten af for dig, for det er virkeligt hård at være i forhold med en depressiv fyr - jeg fornemmer dog, at han er værd at kæmpe for, for mænd der har dybde og en følsom side, er så meget værd at holde fast i fordi de efter min mening har en smukkere sjæl. Jeg lever selv med en velbehandlet tidligere moderat depressiv mand og han blev stabil på den rette medicin, men det tager tid.
Jeg håber, at I finder ud af det og at han får den rette støtte.

Bedste hilsner
Tiger:X

Skrevet af Anonym, 18. juli 2018 23:41

Mange tak for jeres støttende svar. Jeg håber han får det bedre, jeg ved ikke om han vender tilbage. Lige nu kan jeg ikke genkende ham og derfor har jeg ærligtalt mistet håbet.

Ingeborg jeg er virkelig ked at du hat gået så længe uden en diagnose, det må have været så hårdt :(

Tiger-X, hvor længe gik der før din man fik det bedre. Forlod han dig nogensinde og så selv vendte tilbage. Jeg har nu afsluttet mit forhold til min kæreste, selvom jeg elsker ham forfærdeligt meget. Men jeg kunne fornemme han ikke ville have mig i hans liv, han ignorerer mig i 3-4 mdr siger sig selv. Hvordan kom du igennem det?

Skrevet af Ukendt3000, 19. juli 2018 11:05

Ukendt3000

Ja, det var hårdt, ikke mindst, fordi jeg selv godt vidste, at noget var galt, men havde ikke det, der skulle til for at søge hjælp i alle de år. Imens gav jeg arbejdet skylden og søgte med jævne mellemrun nye udfordringer. Det gav en kortvarig pause at få et nyt job, og med de nye jobs kravlede jeg samtidig opad på karrierer stigen. En dag ramlede det hele med et brag.

Nu er jeg velmedicieret og har det godt. Jeg kommer dog aldrig til at arbejde som jeg gjorde førhen. Men er samtidig glad for at jeg lærte en masse færdigheder igennem arbejdet. Har nu fået tilkendt et fleksjob på 9 timer. Men har dog været uden arbejde i 9 år. Det har jeg det faktisk fint med. Økonomien er meget stram, men jeg er også ekspert i privat budgetlægning og helt gældfri takket være arbejdserfaring.

Skrevet af Anonym, 19. juli 2018 11:46

Om du skal forlade din kæreste ?...
Det er svært at komme med gode råd til. Men du må aldrig glemme dig selv. Du har et arbejde, hvor du vil gøre alt for at dine medmennesker og patienter får det bedst muligt og vil formentlig forsøge i lang tid at gøre det bedste for din kæreste.

Jeg havde en veninde (ikke en kæreste), der nu er død af kræft, som led af utallige depressioner igennem de 28 år jeg kendte hende. I hendes dårlige perioder, hørte jeg ikke fra hende. Når jeg sendte sms fik jeg ikke svar. Og man kommer til at føle sig afvist. Jeg levede med det, hun var jo ”blot” en jeg kendte og jeg havde andre venner.

Hvis nu det havde været en kæreste, ville det have været forbandet hårdt, fordi man hele tiden bliver afvist. Hvis du skal stifte familie, skal du kraftigt overveje, om dine børn skal vokse om detteher. De får ar på sjælen. Evigt tilbagevendende depressioner er kommet for at blive. Hvis du bliver hængende lidt på Depnet og læser lidt i de forskelliges dagbøger, ser du et mønster for nogles vedkommende, der ikke kan brydes.

Du har ret til at få et godt liv og en kæreste, der er der for dig og som bliver en god far for dine fremtidige børn. Du har ret til et godt socialt liv med venner uden hele tiden at skulle tage hensyn til om din kæreste nu også magter at tage til middag eller til en fødselsdagsfest hos vennerne.

En person med tilbagevendende depressioner prøver et hav af forskellig medicin. Nogen vil skulle tage vedligeholdelses medicin resten af livet. Men de får aldrig den livsgnist og mod på livet som personer, der aldrig har haft evigt tilbagevendende depressioner. Medicin har indflydelse på følelseslivet.

Skrevet af Anonym, 19. juli 2018 12:42

Du vil her se, at en del har kærester med tilbagevendende depressioner. Men de har selv nogle skeletter i skabene og accepterer derfor nogle i forvejen velkendte mønstre.

Skrevet af Anonym, 19. juli 2018 12:49

En depression er ikke nødvendigvis altid er velkendt mønster Ingeborg. Hvis man er velbehandlet kan man faktisk leve et fint liv efter en depression, det er der masser af eksempler på. At sige at personer med depressioner aldrig får den livsgnist og mod på livet som personer, der aldrig har haft evigt tilbagevendende depressioner har, er en meget sort/hvid-agtig tankegang og jeg støtter den ikke, men du har da ret til din mening.

Jeg vil gerne svare dig Ukendt 3000: Min mand har haft depression siden hans teenageår og har en mild grad af angst, som han så får behandling for nu. Behandlingen har virket for ham, det har den så desværre ikke for mig - endnu, men jeg håber at det bliver bedre. Min mand har aldrig forladt mig, men har støttet mig hele vejen. Det kan blive bedre, men jeg forstår også godt dit valg. Havde min mand forladt mig, havde jeg heller ikke stiftet familie med ham.

Skrevet af Anonym, 19. juli 2018 14:10

Tiger_x

Du har da selv borderline - ikke, det synes jeg at kan læse ud af dine dagbøger ?

Skrevet af Anonym, 19. juli 2018 14:15

Ingeborg - det har jeg ikke, men tak for støtten - hav en god dag :))

Skrevet af Anonym, 19. juli 2018 14:31

Kære Ingeborg

Tak for det meget uddybende svar. Jamen du har fuldstændig ret, mim frygt er hvis jeg får børn og om jeg kan tilbyde dem den fremtid. Jeg ved ud fra mit arbejde at efter en 3. depressiv bliver det pr. definition kaldt en kronisk depression. Og jeg ved ikke om jeg tør have et liv hvor jeg meget af tiden skal være ulykkelig. De sidste 2 år har ik handlet om mig, kun mim kæreste. Alt hvad jeg har gjort har været så han skulle være glad eller have en god dag. Og jeg har følt mig overset og følt jeg er blevet trådt på. Men mit hjerte elsker ham og jeg bliver ved med at sige han bliver bedre og bedre, men han er kun blevet mere fjern og har mistet min tillid til ham. Han forsvinder i flere måneder adgangen og kommer tilbage som om intet er hændt. Jeg synes det synd for ham, og du har ret, da jeg valgt at blive læge for at redde liv, har jeg gjort alt for ham. Og jeg ville stadig blive ved, men har valgt mig fra. Jeg ønsker han bliver sig selv igen og ønsker alt var som før, men måske er det naivt at tro. Jeg må accepterer denne skæbne :(

Tiger-x, tak for svar. Det giver mig håb. Er glad for din mand har fået det bedre. Valgte han selv at komme i behandling?

Skrevet af Ukendt3000, 19. juli 2018 22:14

Hej Ukendt3000

Ja, jeg mener, at han selv opsøgte behandling fordi nogle af hans tidligere studievejledere fangede, at han havde langt større problemer end den eksamensangst de hjalp ham med.
Selvmordstanker er invaliderende.
Man aner ikke hvordan man skal få det godt og så meget desto nemmere er det at fodre sit eget selvhad ved at forholde sig passivt. Det er i hvert fald sådan jeg selv ser mit liv fra jeg omkring teenagealderen og fandt ud af at jeg skilte mig ud.

@Ingeborg:
Du har lidt travlt med at diagnosticere, ikke?
Gået på klingen har jeg en moderat grad af Aspergers/autisme, der leder mig ind i det her helvede som depression er. Om jeg er borderline af den grund? Det har jeg i hvert fald ikke fået konstateret professionelt. Jeg tror faktisk, at borderline er en smule nemmere at behandle end autisme, men det ved jeg ikke nok om. Nogle synes, at folk med Aspergers er kloge og interessante. Jeg er ikke en af dem der kan noget specielt eller er specielt klog på et område. Jeg er bare... anderledes.

Mvh

Tiger_x

Skrevet af Anonym, 19. juli 2018 22:41