Læs dagbog

Jeg kunne have svoret at vi ikke længere besad den slags følelser for hinanden, men jeg er kun et menneske, og efter at have sovet tæt op af ham 4-5 dage om ugen i snart tre måneder, så bøjede jeg under for min egen krops lyster i nat.
Vi havde sex.
Ja, okay jeg ved det godt, det bliver skreget ned fra himlen; Vi passer ikke sammen, vi er ikke gode for hinanden, I know it all.
Men... hvorfor føles det så på den måde når han rør ved mig? Og hvorfor kyssede vi så grådigt, da vi endelig nåede over bekymringen for at bive afvist?
Jeg havde lyst til at græde af lykke, men det gjorde jeg ikke, i stedet flåede vi tøjet af hinanden og gjorde alt det, vi har tilbageholdt i månedsvis.

Det er en konstant bekymring for mig at mit hjerte og min krop tilsyneladende stadig tilhører ham efter de mange skænderier, break-ups og åbenlyse forskelligheder vi besidder. Hvorfor kan jeg ikke rykke videre? Hvorfor er han den eneste, jeg prioriterer over alt andet? Hvorfor er det vigtigere for mig, at han har det godt end at jeg selv har det?

Vi talte ikke om det bagefter, men han skrev i dag, at han gerne lige ville ønske mig tillykke med hvor succesfuldt vores "platoniske" forhold var, og jeg skrev, at jeg i det mindste synes jeg ville rose mig selv og sige, at jeg havde udholdt rimelig længe.
Helt ærligt, det er da umenneskeligt at være SÅ tæt på en, man altid har fundet attraktiv og ikke må gøre noget.

I går der kunne jeg ikke mere, der var ikke mere viljestyrke tilbage i mig, og så var vi sammen..

Og hvad betyder det så?
Jeg aner det ikke. For tale om det, det kommer vi ikke til. Ingen af os vil smide vores ære og blotte os, så i stedet er vi fanget i limbo - det eneste vi kunne blive enige om, var at der nærmest var gået en helt sport i at forsøge at kæmpe imod og trække det i langdrag.

Jeg skammer mig på en måde.
Jeg ser så klart, hvad det er jeg gerne vil, og vi vil i helt forskellige retninger.
Han er totalt kompromisløs (og har selv indset det) og jeg er konfrontationssky og tilbageholdende med alt der har med følelser at gøre. Det eneste vi har tilfælles er at vi begge nægter at være den, der går til bekendelse først, så derfor var det nok mere et spørgsmål om at vi begge pludselig havde mundene meget tæt på hinanden, og denne gang ikke fravigende i sidste øjeblik...
Og jesus, hvor har det været seksuelt frustrerende at gå sådan her i SÅ lang tid!
Nogle gange havde jeg bare lyst til at råbe: Så kys mig dog, for fanden!