Læs dagbog

Jeg har aldrig før haft en så lang periode, hvor de ting der plejer at interessere og optage mig, er helt fraværende. Siden jeg sluttede på mit tilvalg i sommers er jeg helt stoppet med at skrive, og det eneste sted jeg opdaterer i korte vendinger, det er herinde. Jeg dyrker heller ikke nogle af mine andre hobbyer; Er hverken til Yoga eller pilates, får ikke malet, tegnet eller fotograferet. Jeg har formået at slæbe mig til undervisning de få gange, jeg havde det i løbet af efterårssemestret, men det er slut nu og jeg har læseferie. Jeg har forsøgt at læse i dag, men jeg kunne ikke koncentrere mig længe nok til at noget af det sivede ind, så jeg lagde det bort. Det eneste der synes at få mig i nogenlunde stemning er rødvin, men selv der bliver jeg melankolsk og selvbebrejdende. Jeg spiser måske en gang om dagen, og jeg laver slet ikke mad mere. Jeg køber et eller andet, og jeg tør ikke veje mig. Dét, kombineret med min inaktivitet har gjort at jeg er blevet en smule pudgy - det ses på min lidt for stramme bukser..

Hvad skal jeg så gøre ved den her dvale lignende periode? Kan jeg vækkes igen?
Jeg føler hverken eller, det eneste jeg har lys til, er at være i min seng, hvilket jeg også formår at være i mindst 15 af døgnets timer. Jeg synes det er underligt, for jeg har ikke følelsen af at være deprimeret. Jovist, jeg er gået ned i medicin men det var planlagt, og der er ikke den store forskel på følelsesfronten.

Græder ikke, griner ikke, jeg er bare et sted midt i imellem alting og det er næsten værre end at være helt nede.

Jeg savner at føle, men savn er måske det forkerte ord at bruge, for det kræver at jeg kan bruge mit følelsesregister og det føles optaget og slidt.

Jeg har det svært med relationen til eksen.
Vi har virkelig det særeste forhold til hinanden. Der er gået præcis to år siden han kyssede mig første gang, og vi er stadig ligeså forvirrede og udefinerede som dengang. Denne gang forsøger vi os som venner, der bor ved siden af hinanden, som sover sammen, deler alt og nu også sover is ske.. igen. Men kysse, det har vi ikke gjort siden sidste break-up i sommers - men jeg mistænker at en flaske vin eller to skulle kunne ændre på den status, selvom jeg er meget i tvivl om, hvorvidt vi overhovedet bør genoptage det igen, eller om han vil - jeg ved bare, at han er den eneste, jeg kan holde ud at være så tæt med.

Jeg har aldrig i mine 25 år mødt en, jeg ikke blev træt af, eller som jeg fysisk fik lyst til at skubbe væk på et eller andet tidspunkt. Jeg undres over hvad forskellen er, men når han putter sine arme omkring mig, så falder min puls og jeg får lyst til at græde på en slags velkommen-hjem-måde.

Men nok om det. Jeg må se at få styr på mit liv, for jeg kan ikke overskue at blive overvægtig og depressiv, så måske skal jeg pakke træningstøjet og smutte ned i Fitness.