Læs dagbog

Først en definition på udtrykket Wanderlust:
Ordet stammer fra tysk (wandern), der betyder at gå, som i at gå en tur; samt (lust), som er et dybfølt ønske, længsel og lyst om at rejse væk.
Jeg lider i den grad af Wanderlust. Lige siden jeg efter gymnasiet tog på rygsækrundrejse, har jeg ikke fundet noget som helst der kan hamle op med at rejse ud eller erstatte den følelse den giver mig. Det har hverken universitetsstudier eller forskellige jobs lavet om på. At rejse er én af mine topprioriteter her i livet.

Og hvordan er det så kommet dertil, spørger jeg mig selv? Jeg har som barn og ung boet i andre lande end Danmark, så måske noget af forklaringen ligger der. Men der er mere i det end som så. Det er en slags impuls, ja nærmest en besættelse og en sult efter nye indtryk, oplevelser og andre kulturer.

Fordi jeg i mange år har levet med en psykisk lidelse, modtager jeg førtidspension. Og på grund af at jeg har været stabil i en årrække nu, så giver det mig rent faktisk muligheden for at rejse væk til “de varme lande” om vinteren i en 3-5 mdr. Det er en overlevelsesstrategi og en måde at mestre min sygdom på. Det har været succesfyldt i en årrække nu og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle tilbringe en vinter i Danmark, samt hvad der følger med af jul og alverdens ubehageligheder. Nej, endnu et sygdomsforløb magter jeg slet ikke.

Imidlertid møder jeg ofte modstand fra andre danske skatteborgere, der for det første ikke kan forstå hvordan sådan en “velfungerende” person som jeg kan få førtidspension(for det kan man jo åbenbart se på folk, eller noget). Dernæst kommer forargelsen over disse lange “ferier”, som de kalder det. En 4 måneders rejse er i min optik ikke en ferie, nærmere en livsstil og en måde at lære andre kulturer at kende på. Jeg føler jeg vokser som menneske hver gang jeg udlever min WANDERLUST og vigtigst af alt, så holder det min sygdom i skak.

Hvad synes I? Er man en samfundsnasser der bare skal tage sig sammen og få et arbejde, hvis man kan finde ud af at navigere og backpacke i en masse forskellige lande og kulturer? Jeg føler mig ikke selv som en nasser, derimod mener jeg at jeg har gjort en ulykkelig situation( psykisk sygdom) til en, for mig, absolut vindersag. Men jeg må indrømme, at folks fordømmende ord om førtidspensionister godt kan gå mig på.

Jeg bryder mig fx. meget lidt om at mingle og small-talke med fremmede mennesker. Fordi i Danmark bliver man efter ens navn som nummer to spurgt om, hvad man laver til daglig. Og til trods for at jeg inde i mig selv priser mig lykkelig for den måde jeg kan leve mit liv på, så hader jeg prædikatet “førtidspensionist”. Jeg finder det så stigmatiserende og jeg føler at folk ser ned på det.



Hvad er Jeres erfaringer med at være psykisk sårbar og på førtidspension? Hvordan tackler I andre, nye bekendtskaber når samtalen kommer til, hvad man laver til dagligt. Alle gode råd modtages med kyshånd.

Tak fordi I læste med

De bedste hilsner

Wanderlust