Læs dagbog

Så en dokumentar om Columbine High School massakren i 1999.
Husker det godt omtalt i medierne, men dengang gik jeg ikke ind i det.

Det gjorde et indtryk at se den dokumentar nu.
Kan ikke rigtig forklare hvorfor, da det er så makaber en hændelse, hvor 2 unge drenge/mænd, dræbte mange mennesker, hvorefter de tog deres eget liv.

Synes simpelthen at det er så forfærdeligt. Både tragisk og dybt sørgeligt.

Den ene af drengenes mor stod frem og fortalte hvordan det havde påvirket hendes liv - og at hun jo var frygtelig knust og ked af at så mange mistede livet.
Det var ægte. Der var ingen tvivl om det.

Hun skal leve med at hendes egen søn havde gjort noget så frygteligt.
Oveni at han var død.

Alle dem der mistede en søn, datter, bror eller søster. Det må være så ufattelig en sorg. .Chok

Har virkelig respekt fordi at hun valgte at stå frem. For mange ville måske fordømme hende. Og det var der mange der gjorde/gør.
Det må have været meget traumatisk.

Det er nok noget af det værste der kan overgå en forælder.

Hun havde meget svært ved at forstå at hendes dreng, der både var kærlig, intelligent og tilsyneladende velfungerende, kunne begå sådan en grusom handling.
Der havde dog været små tegn undervejs, som ingen havde opfattet som noget, der ville lede til dette.

Hans dagbøger vidner om at han var utroligt suicidial og depressiv.
Men det havde moren ikke kendskab til.

Venskabet mellem de 2 drenge, der stod bag massakren, var en sprængfarlig cocktail:
Den ene meget agressiv i adfærd og den anden dybt depressiv og med selvmordstanker, som han holdt skjult.

Begge 2 er dog beskrevet som "outsidere".


..Har altid selv følt mig som en outsider.

Følt mig udelukket, forkert, anderledes end andre jævnaldrene.
Har selv været vred på hele verden. Og på mig selv.

Men har aldrig overvejet den slags.

Den rørte dog noget i mig, den dokumentar.
Måske fordi jeg nu selv har en lille dreng, som jeg elsker overalt i verden. Og jeg ville elske ham, uanset hvad. Det ved jeg.

Tager meget afstand fra det de gjorde, og samtidig ser jeg i glimt, hvad der måske drev dem helt derud.

Og så tænker jeg på alle dem der mistede livet. Deres familier.
Både ofrerne og de 2 der stod bag.


Der er stof til eftertanke.