Læs dagbog

menneskene omkring mig.
Sådan tænker jeg nogle gange. Hvordan tackler andre den og den situation, tænker jeg også og ser efter. - Hvad gør du, S, spurgte jeg S for nogle dage siden. - Du kan med alle. - Glider du af eller hvordan? S fylder meget lidt i forhold til mig, og er vist også konfliktsky og føjer sig. Intet af det jeg skriver, er som sådan ment negativt. - Det må være rart at have så mange venner, sagde jeg til ham engang. Han er meget vellidt. Og da sagde han noget, jeg blev overrasket over: -Ja, men det er på deres betingelser, kiggede han på mig og sagde. Jeg vidste ikke at han var så bevidst om netop det og at han umiddelbart synes at det er ok. - S, kan jeg også sige til ham. - Lad nu være med at lade de andre behandle dig sådan - som en underdog. - Sådan tænker jeg slet ikke, sagde han så.. Ok, jeg lærer nyt hele tiden.
- S,du bliver sgu nødt til at sige fra, når jeg er hysterisk, har jeg også sagt til ham flere gange, når jeg bagefer tænker: Der var jeg for meget og helt urimelig. Han svarede ikke; men for noget tid siden var jeg småhysterisk og stresset igen og syntes at han var urimelig, og så kom det: --- Det vil jeg ikke diskutere - hahaha - hvad sku jeg gøre nu. Jeg havde jo sagt at han ikke skulle finde sig i at jeg er hysterisk - og så måtte jeg holde ved; at han sku sige fra og netop lade ham sige: Det vil jeg ikke diskutere!
Men jeg ser til som en tilskuer og føler mig som en tegneseriefigur, der er havnet det forkerte sted, og undrer mig: Hvad laver de unge Instagrammere? Hvad handler det om? Skal de være det gode eksempel og influere og vise hvor godt det går; ved at købe dyr champagne . spise østers og gå i channel og være i spabad og på dyre hoteller. Jeg ved ikke; mig imponerer det ikke. Jeg kan godt tænke: Men det der er jo en masse ting du har, en masse ting og fornøjelser du har købt dig til eller lånt dig til - hvem er du, hvad tænker du om det og det, og hvad mener du om; og så bliver jeg - ikke misundelig - måske forarget - der er nogen, der absolut ikke har noget som helst.. Hm... nå.. Jeg skriver vist bar løse i dag...
Jeg skal på biblioteket i løbet af ugen. De sidste par gange har det været en kvinde der - måske en 10 år ældre end jeg. Hun får hjælp til noget computer, og mens hun får hjælp - de gange jeg har set hende, sidder hun tit og græder. Det er så "anderledes" (?), lidt akavet og alligevel så befriende og rørende. - Også at se hvordan bibliotekarerne tackler det: - Jeg henter et glas vand til dig. Her er et lommetørklæde og nogle lader sig slet ikke mærke af det: - Nu skal du se her på skærmen. Du skal gøre sådan og sådan. Måske ville mit liv være lettere og måske ville jeg tænke mindre - eller lettere og bare anderledes - hvis jeg var Instagrammer; men hvad fanden skulle jeg i et par Channelsko... :)