Læs dagbog

Det passer jo ikke det du siger...

Jeg har skrevet om A nogle gange...hende der er sidst i
70erne...Jeg er glad f den kontakt vi har haft men pludselig sker der nogle ting der er påfaldende. Måske har det været sådan i noget tid og at det først er nu at jeg ser det...
Hun siger noget forskelligt fra gang til gang om ting vi snakker om..Pludselig føler jeg mig ensom i relationen til hende, hvor jeg følte at vi havde et tillidsforhold
Det er ikke så længe siden at hun havde fødselsdag
Jeg spurgte hende hvad hun skulle. Hun skulle have besøg af sin bror.
Vi har kendt hinanden i over 20 år og jeg spurgte hende en gang hvorfor jeg dog ikke blev inviteret med. Barnligt og vel også ufint at spørge sådan, men det gjorde jeg. Hun kom med en lang smørre om at det var jo dem og dem hun inviterede. Nå ja, ok...Samme år skrev hun i en sms at hun havde haft en dejlig fødselsdag med alle sine gæster...Jeg blev ked af det..Jeg har opgivet at komme med, så jeg spurgte nøgternt hvad hun skulle i år
Besøg af bror. Jeg spørger senere om hun havde en god dag. Ja, hun havde besøg af en bekendt. Jeg tænker: Hun kommer med undskyldninger for at undgå mig...Jeg tænker også: Hvem er du egentlig. En følelse at jeg ikke har lyst mere eller egentlig orker. Sådan: Blah, om jeg gidee det her...


Er det ok at ha det sådan?