Læs dagbog

Måske sku jeg tage en anden vej. Om lidt skal jeg igennem minefeltet. Det er den samme lille flok der står der hver morgen på samme tidspunkt - med lange arme, kiggende rundt i alle retninger efter nyt, nye historier og nyt at fortælle om. Så skete der lidt i dag. Det er deres liv og det er også et liv. De er også mennesker. Jeg vil ikke være en del af det. Det ved de godt. - At jeg bliver det alligevel, kan jeg ikke gøre noget ved. Jeg stryger mig som en hurtig skygge igennem dem, uden en lyd, jeg var der bare i kort tid - henover scenen. På bænken ved plejehjemmet sidder der to mennesker - ikke gamle - bare mennesker. De er begge 90 fortæller. Vi får en snak om åreknuder, livet, om alder og om hunde. - Held og lykke med den, det er hunden, den ældre mand mener; så længe du har den, siger manden idet jeg går videre. Held og lykke med det hele, tænker jeg da jeg går videre, så længe jeg har det
Jeg er ved at være hjemme igen og igen indenfor minefeltet. Vi går tavst forbi hinanden, han og jeg, Den tavshed, der er, kan sammenlignes med, hvem der kan holde blikket længst uden at slå blikket ned. Han bryder lydmuren og siger: Han er træt,. Det er hunden, han mener Jeg svarer ikke. Han har før kaldt den andre ting. Jeg er bare en skygge, der krydsede hans vej. Vi går hjem. Jeg får kaffe. Hunden får et godt ben, er glad. Jeg bliver gammel, jeg bliver 90 - men ikke idag.

Hvor skriver du godt, Frederik. :)