Læs dagbog

dagen efter jeg var herinde sidst ... herinde ... mit refugium, mit helle...
var jeg på hospitalet for aflevere blodprøver igen igen ...
og bedst som jeg sad klar hjemme i sengen med sønnike og en god film, ringede lægen fra hospitalet.
De ja vue ... lavt kalium ... indlægges ...
pokkers.

Nå men jeg måtte jo bide i det sure æble og tage ind ...

to dage senere ændredes alt med et trylleslag ...

feberen slog hårdt og lægerne gik i panik ... blodtrykket plejer at være lavt men ikke så lavt, og efter timers intens kamp, kapitulerede afdelingen og sendte mig først på akut afdelingen og derefter videre på intensiv...

5 dage lå jeg oppe under loftet og kiggede ned på mig selv og min kære mand, mens han kæmpede med mig ...

en underlig fredfyldthed fyldte mit sind og min sjæl...

men jeg er åbenbart stædig og stærkere end de fleste for jeg sendte manden med leen hjem med uforrettet sag...

jeg er her endnu ...

til trods for at samtlige organer truede med at stå af, kom jeg gennem krisen og kæmper endnu.

Og som jeg ligger her i min seng, svag og trist, har jeg stadig svært ved at se meningen med alting.

men jeg nægter at give op.

Endnu en gang måtte jeg fejre min fødselsdag på hospitalet, og det gør mig så uendelig trist, jeg havde håbet på en stille dag, måske en lille ydmyg fest, men istedet var der dømt kortisonindsprøjtninger, inhalationer og grænseoverskridende smerter.

Men jeg er mer bevidst end nogensinde før om, at alting kan ændres på split sekund ...

så vi har bare at nyde, det vi har, mens vi har det.

Pludselig at ligge, ude at stand til noget som helst, mens en maskine holder en i live, kan sætte selv den mindste problematik i perspektiv.

Vær glad for din evne til at spise, drikke, trække vejret selv, gå på toilettet, vaske dig ... for det kan skifte med et blink...

så vær varsom med hvad du ønsker dig, det kan gå i opfyldelse ...

Jeg sender et smil ud i vinden og et knus ind i solens stråler, fang dem og brug dem ...

Jeg lever, jeg klarede min tango med døden.

Tankerne kan slet ikke følge med...

Jeg er trist og alting synes tungt og besværet.

Vi får se hvad fremtiden bringer...

Så vidt jeg kan forstå, har intensivafdelingen skrevet en form for dagbog, når man har ligget der i mere end 3 dage, og man bliver indkaldt til opfølgningssamtale efter ca. 2 mdr. måske kan det hjælpe med at udfylde nogle af de sorte huller der er.

Det er skræmmende, at have været så tæt på at miste alt, og efterfølgende virkede alt så håbløst, hvad er pointen med at kæmpe for at bygge muskler, lagre og alt muligt op, når det tager så få dage at pille alt fra hinanden, men som altid sagde min dejlige mand, de vise ord, du er jo nødt til at have ressourcerne til omgange som disse.

Og da alting var som værst erindrer jeg, at jeg sagde, at jeg ville give hvad som helst for at se mine børn vokse op og blive glade, hele mennesker, og hvis min fremtid var at sidde i en stol i hjørnet, så var det det, men jeg var ikke parat til, at det hele var overstået nu.

Jeg ved ikke, om jeg kan blive mere taknemmelig for livet end jeg allerede var og er.

Men hvis den fredfyldthed jeg oplevede i de dage er et løfte om, hvad som venter en gang, så frygter jeg ikke døden på samme måde som tidligere, men jeg forstår den stadig ikke, for hvordan kan alting fortsætte uden mig, og det er ikke ment som en ophøjelse af mit eget væsen eller værd, nej det er en naiv forespørgsel fra en hjerne der ikke kan fatte hvordan alting hænger sammen...

Jeg fatter det simpelthen ikke.

Men kampen fortsætter, næring, træning, mentalt og fysisk, for selv om jeg ikke ved hvad fremtiden bringer, så har jeg på fornemmelsen, at det ikke var mit sidste besøg på hospitalet...

Ydmygt folder jeg mine hænder og takker for alle de venlige tanker og brændende lys, de var et håb i mørket, et mørke, som jeg ikke magter alene.

det havde jeg ikke turdet sige for 20 år siden men man bliver heldigvis klogere, og jeg ikke længere bange for at erkende, at jeg behøver andre mennesker og engang imellem deres styrke.

Mennesket er et socialt væsen og vi behøver hinanden uanset hvor stærke vi end måtte syntes.

Og så sender jer alle en kærlig tanke og et håb at I alle må slippe for en lignende oplevelse og tage mine ord for gode varer, når jeg siger, at livet er kort, så tilgiv hinanden og glem, for alting kan ændre sig på ganske kort tid, og det er aldrig for sent at sige til folk at man holder af dem, og man kan formentlig aldrig sige det for meget...