Læs dagbog
*Natlampe*
En side i dagbogen "Menneskebarn"
Skrevet af juce 10. marts 2021 18:50
kl.18.31. Onsdag.
Det vi gør i dag, kan vi ikke tage tilbage. Om lidt er alting fortid, og jeg sidder stadigvæk her, selv i krise situationer er jeg rolig og jet ikke. Jeg skubber mennesker væk, for det er alt for smertefuldt at skulle mærke andres smerte livets op og nedture :X men det gør mig ikke rolig om natten, min underbevidsthed gnaver hul i min hjertelomme. Fortæller mig at historien altid gentager sig. Hvis jeg kunne forlige mig med den uro, og finde ud af den kontakt ville jeg måske finde mere mening, end jeg har nu? Fra at være et ensomt barn, til et voksen menneske at træde i for store sko, at ha den forkerte Jakkesæt hængene, at vide jeg kan miste alt og intet og omvendt.
Jeg kan mærke jeg suser ind i mit trykke livesen. Ind i livmoderen ind i sikkerhed. Det er min måde at overleve på, men at det næste skirdt er at være fange handlingslammet på ens sofa med psykisk smerte og depressions symptomer, er for mig det rene helvede og jeg har ikke oplevet andet hele mit liv. Vi trættes ikke ?? Jo helt ind hvor kødet falder af knoglerne. Vi kan ikke bære mere..
Jeg er mere aktiv i min kunst sagde hun, for der er der en anden måde at få talt ud, men jeg kan ikke være social og skulle holde gang i huset her, med sygdom og andet. Jeg forsøger men halter, altid hængende med sindssyge, der som en maske der vrider sig til sorte små kugle, for til sidst at flyde ud til ingenting. Jeg skuffer skuffen - skabet og den harske vagabond. Jeg forsager helvedeshunde i en kroniske forsøg på at kunne le leve og se ud af de hævet trætte øjne.
Måske en dag hun vil finde de skide grundsten og slippe fri ? Måske i morgen, blev vi ikke gamle og sårbar. Stakkels stumtjener, du fik ikke snak i din dåbsgave? Genbrugspladssen har sat sig lige over for mit ene knæ, ser trist på dette skriv og nikker med sit tunge hoved, jeg høre orden "Alting er glemt, og alting gemt, vil se dagens lys"
Godnat min natlampe.
Kommentarer fra andre brugere