Læs dagbog

kl.15.32. Tirsdag.

Det var nogle svære uger da min Mentor gik på ferie, og jeg forsøgte at holde fast med en masse projekter. Det gik os okay fint indtil filmen knækkede Søndag. Jeg fik selvmordstanker og forsøgte at snakke først med min far, som ikke virkede helt i det humør til mine problemer. Så ringede og sms jeg til min datter, men hun skulle putte mit dejlige barnebarn. Så ringede jeg til Livslinen men de tog ikke telefonen.

Så sad jeg lidt og så på selvmords videoer, for nogle gange kommer der videoer op med folk som har mistet kære medlemmer af deres fam. og som giver deres vide om overlevelse til mennesker som moi. Da de mørke tanker blev stærkere, ringede jeg igen til min far og fortalte ham om dem, han sagde skat kom op, og sid hos mig. Jeg tog en drinks med og vi snakkede om hvad der kunne ha udløs de tanker, og hvad jeg bøvlede med. ¨

Jeg forsøgte at forklare, at det nok var fordi jeg er et følsomt menneske og at jeg tit ikke rigtig kan sautere de sætninger samtaler og negativ energi, larm sorg savn alle indtryk komme styrtende ind, og jeg gør ellers alt for at aflede dem med kunst at hjælp til i haven og rengøring. Jeg sagde når det sker så vælter hele verden og jeg kan ikke se klart mere, det er et tomt og meget ensomt sted at være.

Jeg har os skubbet andre mennesker væk, som er min måde at overleve på. Det hele bliver for meget, og jeg når ikke rigtig at se de faresignaler som kommer før det er for sent.

Angsten for at mist, har været en søvn hæmmer, jeg er så bange for at falde i søvn om natten, for at vågne og finde min familie død. Jeg fik heldigvis en snak med Mentor i går, og hun hjalp mig til at forstå og at dele mine katastrofetanker, at se helheden og at vide jeg ikke er helt alene i denne store verden.

Men jeg kan ikke undskylde mere, overfor andre mennesker for de mentale problemer jeg går og har. Jeg ved andre sagtens kan dele deres liv og ha mange venner, jeg er ikke i den kategori desværre, jeg reagere modsat og lukker mig inde. Der kan snildt gå 3 uger inden jeg igen er på min computeren.

Min storebror er på samme måde, og kan gå hold nu fast 3-4 måneder uden at ha kontakt til os hans fam. Det skaber frygt hos os, vi ved aldrig om vi ser ham igen i live, eller om de vil finde ham død og rådden i hans lejlighed.

Men jeg savner mennesker, jeg savner at kunne være stærk nok til at kunne ha kontakt og turde være intim. Jeg savner jer derude, men føler alting er for sent igen igen.
Så jeg lader stå til.

Min verden er ikke værre eller bedre end jeres, mine problemer er ikke større eller mere kaotiske end jeres. Vi er alle mennesker med forskellige mentale udfordringer, og jeg aner ikke hvordan du og jeg kan forbedre vores liv. Men jeg tænker på jer og bær jer i mit hjerte for evigt og altid.

Peace and Love

Juze :))))