Læs dagbog

Om to dage ville en barndomsveninde have haft fødselsdag. Hun tog sit liv da hun var ung. Jeg synes stadig at det er mærkeligt og meget trist. Hendes forældre blev knust og er aldrig kommet sig siden. Hendes søskene lever videre, er blevet helt voksne, fået børn, er blevet gift og den ene skilt igen. Min veninde havde fødselsdag en måned før mig selvom hun var et eller to år yngre end mig. Som barn var vi ofte til hinandens fødselsdage. I år kunne hun være fyldt 47 eller 48 år om to dage. Hun var meget syg psykisk og har nok følt sig fanget på en måde. Det er så trist. Men jeg tænker ofte på hende d. 23 februar. Sidste gange hun besøgte mig var i en lejlighed jeg boede i i Aarhus. Det var nok i -95 eller -96. Jeg kan huske at hun var rigtig god til at bage. Min og hendes familie fejrede ofte nytår sammen og hun havde så lavet småkager og konfekt. Det var en tradition, mens jeg var barn og ung. Jeg hjalp også til ved hendes konfirmation.

............

Min bror skal i gang med højdosis kemo i morgen. Vistnok klokken 10. Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på den smerte han skal igennem. Han har lige ringet. Han er hjemme hos min mor og stedfar. De fejrede min stedfars fødselsdag i går. Jeg var ikke med pga coronasituationen. han sagde at han var nervøs. Jeg svarede at det kunne jeg godt forstå. Jeg lovede at tænke på ham og sagde at jeg tænkte på ham og bad for ham hver dag. At Gud vil være hos ham. Men at det jo nok blev hårdt. det vidste jeg godt. Jeg tænker også at der jo er mange, der er igennem det som han er igennem og det som jeg som pårørende er igennem. Det er hverken noget nyt eller særligt i verdenshistorien. Men det er noget særligt fordi vi jo er mennesker og oplever tab og sorg som mennesker, fordi min bror er ham og jeg er mig. Der er ingen som netop ham. Jeg holder af ham.

....

Der var en, JHN, det var dig, der som kommentar til min sidste db skrev at det virkede som om jeg ikke havde det godt. Det har jeg tænkt over. Har jeg det ikke godt. Skal jeg tale med nogen om det og hvem?
Jeg ved ikke om jeg har det dårligt eller godt. Jo jeg er trist, men sommetider kan jeg godt glemme og have det nogenlunde. Jeg ved at der også finde smukke ting i verden. Dejlige farver, former, natur, godhed, trofasthed, billeder, musik. Jeg hader at miste og det er en del af at leve og af livet.

Noget af det jeg har mistet er noget jeg vil kalde en forestilling om Gud, meget af praksis om min tro har været baseret på kultur. Jeg mener stadig at Gud også er uafhængig af i hvert fald menneskeskabt kultur . Men så må man udover nogle af de definitioner der har eksisteret. De tanker gør mig både rolig og urolig og også trist for også der har jeg mistet. Og netop det kan jeg ligesom ikke gå med til nogen. Med mindre det er en decideret psykisk lidelse er det ikke en læge jeg skal gå til. Jeg er ikke helt sikker på hvorvidt det er det. Jeg har aldrig haft det sådan med min tro før. Og hvilken præst vil forstå det jeg taler om. Kristendommen definerer jo Gud gennem treenighed og jeg ved faktisk godt hvad en præst vil svare.

Jeg har skrevet dette til en gammel ven/tidligere kæreste, som jeg har fået kontakt med. Vi har kunnet tale dybt. Jeg ved dog ikke hvad han svarer.

Ellers synes der ikke at være nogen, jeg kan tale med om det her. Så min konklusion er, at uanset hvad jeg gør/ikke gør, uanset hvilken vej jeg vælger, vil jeg altid være alene når det kommer til det her. Og måske må jeg finde en måde at leve med det.

Jeg overvejer dog også om det kan være vejen til noget godt. Disse tanker behøver ikke nødvendigvis føre et mørkere sted hen, men til et lysere. Måske mister jeg kun noget for at få noget bedre. Så jeg prøver også at finde en tillidfuldhed i det. Jeg er der ikke nu, men jeg tænker tanken.

Men jo jeg er også trist, en del af mig er rigtig ked af det, virkelig. Så tænker jeg: Jamen sådan er det altså. Og jeg søger det som opmuntrer mig og som nok er godt for mig. Humor, frisk luft, at glemme gennem læring, film. Overfor mine børn/familie og på arbejde prøver jeg at være lys i sind og også sige sjove ting. jeg prøver også at sige sådan til mig selv. At opmuntre mig selv. For jeg orker heller ikke falde i mit sind.