Læs dagbog
mine grænser
En side i dagbogen "tja"
Skrevet af kyvonne 27. juli 2016 09:34
jeg klamrer mig til opfattelse af jeg skal være verdens frelsende engle. Egentlig en helt afsindig tanke, når jeg ikke en gang er i stand til at hjælpe mig selv.
Mit psykiske batteri, er meget tæt på nulpunktet,
min tilstand er helt og holdent min egen skyld.
To nærtstående personer, blev ramt af kræft. Jeg fik mig selv overbevist om at hvis jeg bare hjalp alt hvad jeg kunne, så skulle alt nok blive godt igen, - det virkede ikke, den ene person døde. Den anden person overlevede, men har valgt at se sig selv som kræftpatienten, der skal have hjælp til alt. Nu må jeg erkende at jeg ikke magter mere, kan ikke holde ud hele tiden at skulle være opmærksom på om personen har brug for hjælp. Jeg kan ikke mere!
Min derpession har altid være forbundet med stress - eller omvendt. Nu er min hverdag fyldt med masser af skam, men også uvilje. Jeg holder min dør låst, orker ikke besøg,kommer ikke i bad, rengørring er en by i rusland. Personen beder om hjælp til mange ting. så nu kender jeg alt om koder og nemid. Jeg føler at det er et meget stort ansvar at kende andres sikkerhedskoder. jeg har set personen uden tøj på. jeg har smurt personens ryg med creme.
altsammen noget der er grænseoverskriden for mig.
Kommentarer fra andre brugere