Læs dagbog

Jeg er inde i dårlig periode. Der sker så mange ting omkring mig. ting der vækker gamle spøgelser til live. Spøgelser der fortælle om bevidstheden om ikke at være særlig pæn, heller ikke speciel grim, bare sådan en man er udenfor. En bevisthed der gjorde at mit udseende var forklaring og undskyldning for andre menneskers væremåde overfor mig. Livet er lettere at leve når man acceptere at 'de andre har lov til at være efter mig' for jeg var jo anderledes, Jeg var den yngste i klassen, var egentligt kommet fortidligt i skole, jeg var lidt klogere end de andre og jeg havde slet ikke samme interesses. Jo, jeg blev forelsket, men kunne ikke drømme om at nogen skulle forelske sig imig, - det var noget der skete for alle de andre. Da jeg endelig tog mod til mig til at tro på at manden var interesseret i mig, så viste det sig at han var interesseret i mig fordi ''at sådan en som jeg måtte da vise taknemmelighed over at mande viste mig interesse, og jo jeg var taknemmelig, jo jeg fandt mig i alle nedværdigelser fra ham, for jeg var jo ikke som andre- Sådan en som mig kunne ikke forvente en bedre mand.
Jeg kom ud af forholdet til manden, men aldrig kom jeg af med bevidstheden om jeg ikke var god nok.
I dag er jeg 60 år gammel. Hvis andre mennesker viser interesse for mig, så møder jeg dem med mistro.
Alle disse tanker startes af en enkelt pilots vanvittige handling. Hans gerning personificerede de forventninger jeg har til andre mennesker, På et tidspunkt vil de vise at de er uberegnelige.