Læs dagbog

da jeg blev syg, sådan rigtigt, tilbage i 2009, havde jeg en psykotisk oplevelse, mens jeg var i sommerhus med min kæreste og mine forældre. det var kun anden gang i mit liv, at jeg oplevede det, men følelsen af at virkeligheden blev elastisk og jeg ikke kunne stole på mine øjne og ører var forfærdelig. jeg har tit tænkt på det siden og på en eller anden måde gjort det til en barre for, hvor skidt jeg kan have det, med den på "at det er jo bedre nu".

men det skete igen i aftes. samme fremgangsmåde: efter at have taget sovemedicin for at få sovet, endeligt, begyndte skyggerne pludseligt at opføre sig mærkeligt og mine hænder så forkerte ud. jeg fik stavret mig vej ind til min kæreste, som var i soveværelset (vi sover i perioder hver for sig, fordi jeg snorker) og fortalt hende, hvordan jeg havde det og hun tog sig helt fantastisk af mig. resolut ringede hun til vagtlægen og jeg fik besked på at tage noget pn medicin til at tage den angst, der nok ligger til grund for de her udfald. det gjorde jeg så og selvom det ikke magisk fik de her visuelle vrangforestillinger til at gå væk, så faldt jeg langsomt til ro.

på mandag skal jeg have fat i min læge og snakke om det her. jeg ved godt selv, det er fordi jeg har været utroligt presset over hele det her rehabiliteringsteam-møde der kommer, samt min farmors død og begravelse senere i dag, men jeg tænker jeg i hvert fald skal have det i mine papirer, så kommunen kan se, hvad hele den her lorteproces gør ved mig.

første gang jeg havde en psykotisk oplevelse var på efterskolen i 9. klasse - siden da har jeg slået ud, når jeg er blevet ekstra presset og ikke har kunne være i eller overskue det jeg skulle gøre, for at få tingene til at køre. det sker ikke tit længere, men jeg ved det er en del af min sygdom, en forgrening af min generelle angst.

alligevel bliver jeg skide bange hver gang det sker, for den der følelse af ikke at have fat i virkeligheden og godt kunne se det, godt kunne se det er noget forkert jeg ser og hører, men uden at kunne gøre noget ved det... det er så skræmmende. så forfærdeligt.

min kæreste er en engel omkring det. hun stiller ingen spørgsmål ved det, hun gør bare hvad der skal til. uden hende ville jeg bo i en skraldespand, helt bogstaveligt.