Læs dagbog

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal begynde det her med dagbog, men jeg prøver at kaste mig ud i det.

Jeg har gennem mange år lidt af depressioner, og fik meget medicin. Det valgte jeg at droppe for 7 år siden, og har ikke siden fået noget medicin, udover truxal når jeg en sjælden gang virkelig havde brug for ro i hovedet og intet andet hjælper.

Desværre har jeg de sidste par år døjet meget med stressanfald og angstanfald. Det er som om jeg kan tåle mindre og mindre med årene. Jeg føler mig ikke - eller i hvert fald kun sjældent - depressiv. Jeg dyrker meget motion, er ude og enten gå, løbe eller cykle, hver dag. Det er med til at holde depressionerne væk. Men de andre ting er, så vidt jeg har forstået, en form for "hjerneskade", som jeg ikke rigtig kan gøre noget ved, motionsmæssigt. Jeg vil fortsat ikke tage medicin, (pga mange bivirkninger) så jeg prøver at tilpasse mit liv, og minimere stressudløserne. Det er bare sværere end det lyder.

Siden marts har vi boet i campingvogn, og jeg troede det ville give mig en masse ro i hovedet, fjerne mig fra stress osv. Men det endte egentlig med at gøre det modsatte. Vi havde en del problemer med fx. mus og dårligt vejr, og ja generelt er jeg nok ikke helt crazy med den primitive livsstil.

Nu skal vi snart flytte i lejlighed, og er lige nu installeret i sommerhus.

Vi glæder os til at flytte og få en fast base, hvor vi skal blive.

Jeg er gift og vi har en lille hund.
Jeg er uden arbejde i øjeblikket.

Her i sommerhuset har jeg gået rundt alene mens min mand har været på arbejde, og jeg har de sidste par dage mærket en fantastisk ro, mens jeg er alene. Jeg tuller rundt og ordner vasketøj, rydder lidt op, strikker, går tur med hunden. Tænker på alt andet end de uoverskuelige opgaver der venter i næste uge, hvor vi skal flytte.

Når det lykkes for mig at få tankerne vendt til nuet, til det strikketøj jeg har gang i, til det mad jeg er ved at lave, til den bog jeg læser, så er alt godt. Vejrtrækningen er rolig, hænderne ryster ikke, pulsen er lav. Men kommer tankerne ind og forstyrrer med tanker om fremtiden; husk nu dit, gør nu dat, hvad nu hvis, og forbered dit og dat... så går det helt galt. Så stiger pulsen, åndedrættet bliver stødvis, stakåndet, astmaen påvirkes, jeg begynder at ryste, hyperventilere, får af og til prikken i fingrene, stød ned igennem armene, kolde hænder, en følelse af panik begynder at strømme igennem mig, og nu er det så blevet et tog der ikke kan stoppes med mindre jeg lægger mig ind i et mørkt rum med blid musik i ørerne, lydbog eller lignende.

Min mand stresser mig tit, men han ønsker ikke at gøre det. Der skal bare ikke meget til, så når han gerne vil snakke om fremtiden, så prøver han virkelig at gøre det nænsomt og uden at lægge ting og beslutninger over på mig, men ærligt... det er vores liv, jeg hverken kan eller vil pakkes så meget ind i vat, så min dag er bare fuld af stressfælder. Jeg vil så gerne lære at håndtere den, men jeg ved virkelig ikke hvordan.

Lige nu gør vi det sådan, at vi tager det i små bidder. Manden starter en samtale om noget der handler om ting vi skal i fremtiden, og jeg følger med, men siger stop når jeg kan mærke "stresstoget" køre fra perronen, så at sige. Så tager vi pause, og fortsætter måske senere med samtalen om det. Det er scenariet når det lykkes.

Problemet er at vi ikke når ret meget, før toget starter, og problemet er også at toget er som en vild hest, der bare stikker af for et godt ord, og nogle gange helt uden at jeg synes der burde være grund nok til det.

Det er de ting jeg vil bruge denne dagbog til. Skrive om de tanker jeg gør mig, og om min stress problematik.