Læs dagbog

Jeg har erkendt at jeg har brug for psykologhjælp. Det erkendte jeg i går aftes. Det startede for et par uger siden, da jeg fandt ud af at min bedstemor er blevet terminal patient, og de tror hun har Maks et halvt år tilbage at leve i. Da jeg fandt ud af det begyndte jeg at hyperventilere og græde. Jeg har aldrig prøvet at hyperventilere på den måde før og følelsen skræmte mig, men jeg tænkte ikke nærmere over det. Det skete så igen ved min dansk eksamen et par dage efter. Da jeg kom ud fra eksamen, begyndte jeg at ryste voldsomt og endnu engang hyperventilerede jeg. Jeg fortalte mig selv at det nok bare var nervøsiteten der stadig havde taget i mig, selvom det var overstået.

Det værste anfald var dog i går aftes. Jeg var til fest med min veninde og vi havde fået lidt at drikke. Jeg tror at det at jeg var lidt småfuld nok gjorde anfaldet værre. På et tidspunkt spurgte jeg min veninde om vi ikke kunne gå udenfor og få noget frisk luft og hun sagde ”lige om lidt” det var her at det startede. Jeg tog mig selv i at bore neglene fra mine tre midterste fingre på den ene hånd, ind i den anden hånd. Jeg har stadig mærker her dagen efter og det er stadig ømt. Dette gjorde jeg for ikke at begynde at flippe ud foran alle de mennesker. Da vi endelig kom udenfor, fortalte jeg min veninde hvordan jeg havde det og viste hende mærkerne efter neglene. Jeg begyndte så at hyperventilere og lidt efter brød jeg sammen i gråd. Jeg frøs ikke, men jeg rystede som bare pokker.

Min veninde endte med at ringe til min far. Mens vi ventede på ham, drak jeg tog flasker vand og mit humør begyndte at svinge kraftigere. Det ene øjeblik grinte jeg at en joke min veninde fortalte mig og det næste græd jeg igen. Da far så kom brød jeg sammen igen. Jeg krammede min veninde farvel og omfavnede jeg min far mens jeg græd endnu voldsommere, på vej hjem fortalte jeg ham så om mine tidligere anfald og tidligere i dag blev vi enige om at jeg skulle få en lægehenvisning til en psykolog.