Læs dagbog

Jeg har aldrig turde spørge hvilken slags baby jeg var. Jeg var bange for, at de ikke ville kunne huske det, at det ville komme frem at de lod mig ligge og græde, mens de var paralyserede i en eller anden tåge, heroin eller hash.

Jeg spurgte så min far, jeg kunne næsten ikke få ordene ud, min hals snørede sig sammen, vejrtrækningen blev dyb og hurtig, der blev sprunget hul på bylden, og alle de bekymringer jeg har haft i det ubevidste, om min barndom, fik lige pludselig opmærksomhed.

Det viste sig at jeg var utrolig nysgerrig som barn, med dragene livslyst og glimt i øjet, og at de godt kunne passe mig..

Nå, men det emne jeg ikke turde berøre, rørte jeg ved. det kan betale sig, jeg går med meget lettere skridt.