Læs dagbog

Lysten til at skride herfra er stor. Jeg ved ikke hvor jeg skulle tage hen. Derhjemme finder de mig, familie/venner er udelukket. Jeg har ingen steder at tage hen.

Jeg har virkelig ikke særlig mange venner. Dem på bostedet vil jeg ikke kalde venner. Jeg har en et par stykker jeg var indlagt med, en jeg har mødt over nettet. Resten er ligeglade med mig. Det har de været siden min første indlæggelse. Ude af øje, ude af sind.

Jeg ved ikke om jeg kan bliver boende her. De snakker hele tiden til mig. Jeg har ikke lyst til at snakke med dem. Her larmer.

Jeg er bange for at de vil have mig på antidepressiv igen. det vil jeg ikke. Jeg er ikke deprimeret, bare i lidt dårligt humør indimellem.

De har lige banket på min dør. Der er frokost. Jeg vil ikke have noget. Jeg gider ikke sidde dernede med allesammen. De snakker til mig. Spørger mig om ting jeg ikke kan finde ud af.