Læs dagbog

Onsdag d 11 September 2019

Har været indlagt i tre dage, på psykiatrisk afd.

På de tre dage, har jeg haft fire værelser, hvor et værelserne, var fyldt med edderkopper, og tobak på gulvet.
Det har været rigtig utrygt, ikke at have et fast værelse, og en følelse af at være i vejen.

Der var ikke tid til at vise mig hvor wcérne var henne, da jeg skiftede etage og værelse.

Jeg har snakket med fire læger, og flere sygeplejersker end man kan tælle på to hænder.

Det bliver ikke nemmere at fortælle ens situration, tvært imod, det stjæler alt min energi at blive ved med at gentage mine problemer, og be om hjælp.
Jeg kan ikke holde til andet end at sove, også dagens højdepunkt når min far kommer og går en tur med mig. Derefter er jeg også helt udmattet.

Jeg har i dag spist mit første måltid, siden i søndag aften. Det er som om at min appetit forsvinder, når jeg skal snakke om min situration om og om igen. De søde sygeplejersker kommer ind hver time, og spørger om jeg ikke vil have noget mad, men jeg har ikke lyst.
Gid de kunne forstå det. Forstå at lige nu er det eneste jeg kan styrer, og har kontrol over. Er hvad jeg putter i munden.

Jeg går i uvished om hvad der skal ske i mit videre forløb, hvor lang tid skal jeg være indlagt, hvornår må jeg få mere udgang, end 1,5 time ledsaget om dagen.

Jeg føler mig spærret inde, jeg vil bare gerne have hjælp til at kunne tackle de traumer, der kom efter den voldtægt jeg var udsat for. Hjælp til at kunne komme ud af min angst og deprisive tanker, der tager kontrollen, når jeg er under pres.

Inden voldtægten, kunne jeg sagtens klare pres, og stress. Jeg var selvsikker, og havde gå på mod. Jeg tog ikke tingende så tungt, hvis ikke det lykkedes i første forsøg. Nu vælter hele min verden, når der er noget der ikke lykkes.

Jeg vil have venner og sociale arrangementer i mit liv igen. Det har jeg brug for hjælp til at opnå, det eneste jeg kan overskue er at sove og gå på arbejde, dog sygemelder jeg mig ofte på jobbet.

Hvorfor er systemet så langsomt?

Jeg har været her siden i mandags, og der er ikke lagt en eneste plan om hvad der skal ske, når jeg ikke længere er indlagt.
Har talt med så mange, og spurgt efter mere info, men de kan ikke svare. Hvad er meningen med at skulle fortælle det samme og det samme, til så mange forskellige, hvis de alligevel ikke bruger det til noget?

Jeg mangler forståelse for denne metode, for jeg har brug for en plan. Måske er mit ADD indenover, og påvirker mig til at synes det er ekstra svært. Måske skal jeg slappe af? Hvordan kan jeg slappe af, når jeg ikke engang kan passe et job, eller tage mig af mig selv?

Hvordan kan i overskue denne metode, de hjælper os på?

Er jeg palle alene i verden? Ja det ville jo ikke være noget nyt, nogle gange ville det være rart med nogle der virkelig forstod en.

Læs kun MIN SITURATION hvis, du kan klare dystre og mørke.
DETTE ER IKKE RART AT LÆSE

MIN SITURATION

Min situration er den at jeg som 14 årig, havde en kæreste, en flot og meget populær kæreste.
Vi gik på hver vores skole, han var en klasse over mig.
Alle ville have ham, og var misundelig, så misundelig at dem fra hans egen klasse, så sig sure på mig, uden de nogensinde havde mødt mig.

Vi var sammen i godt et år og seks måneder. I starten var alt sukkersødt. Han købte blandselv slik, når jeg havde tante rød på besøg. Han gav mig blomster, og var der altid når jeg havde det dårligt, eller havde skændes med mine forældre. Han havde heller ikke haft en nem barndom, og kunne derfor nikke genkendende til mine følelser.

Men efter et par måneder begyndte det så småt at vende, uden jeg lagde mærke til det. Han kunne ikke længere lide mine venner, og mente jeg ikke skulle se dem mere, da de ikke var gode for mig. Jeg var MEGET forelsket. Derfor lyttede jeg, og gjorde hvad han sagde. Pludselig var der tøj, jeg ikke måtte have på for ham, for så lignede jeg "en luder" Det var fx stiletter, eller nederdele og sommerkjoler. Igen gjorde jeg hvad han sagde.
UDEN at skænke en tanke om at han ligeså stille manipulerede med mig.

Pludselig var jeg gået fra at være hende den populære pige, med massevis af venner, der altid kom til sociale arrangementer. Som var vellidt blandt andre, og altid var klar med en rap replik. NU var jeg ensom, havde ikke nogle venner tilbage, gik i tøj, der sad dårligt, og fik mig til at hade mit krops billede, hvilket han også fik nævnt mange gange, at jeg var "tyk,grim,havde for små øre,mine øjne var grønne, det var unormalt" And so on

Det endte med at han en dag, bedte mig om at tage mit liv, fordi han var blevet sur over jeg havde været langsom til at svare på en besked.
Igen uden at tøve, gjorde jeg det.

Nu ville nogen sige hvorfor var du så dum at gøre det??? Fordi jeg ikke vidste bedre, jeg var sikker på at han ville mig det bedste.

Jeg kom til udpumpning, da jeg begyndte at besvime, og kom ud, uden varige skader.

Jeg fortryder at jeg gjorde det. At jeg ikke kunne se hvad der skete.

Jeg var stadig kærester med ham. Jeg troede på de ord han sagde "du kan ikke uden mig"
Jeg følte ikke jeg kunne uden ham, det var ikke længere bare ord han sagde, det føltes virkeligt.

Dagen jeg blev frataget min frihed.

Vi var blevet enige om at kunne tage til fest sammen, det gjorde vi. Han havde en knallert, som vi kørte hen til festen på.

Til festen, sad vi og drak, jeg havde drukket lidt cola og en breezer.
Pludselig begynder han at opføre sig mærkeligt, og sende onde blikke, samt hele tiden ville sidde ved siden af, og tage i min hånd, når jeg prøvede at rejse mig fra stolen og gå.
Jeg var sikker på han havde taget stoffer, og stoppede straks med at drikke alkohol, det vil sige resten af min breezer.
Jeg spurgte ham der holdte festen om ikke der var en soveplads til min kæreste, det var der helt sikkert. Jeg gik glad og lettet hen og fortalte den gode nyhed, og blev mødt af et vredt ansigt, der sprang hen til knallerten, hvor jeg løb efter.

Jeg var bange for at han ville køre, påvirket, han havde drukket meget mere alkohol end mig, og jeg vidste at hans fætter var begyndt at give ham gratis stoffer. Dog uden af vide at han selv tog det.

Jeg var hurtig, og nappede nøglerne ud af hans hånd, han blev vred, og råbte.

Jeg prøvede at berolige ham, prøvede at hente andre fra festen til at hjælpe, intet virkede.
Jeg forslog nu at jeg kunne køre ham hjem, da jeg var ædru. Dette modtog han.
Jeg kørte små 8 km, og holdte ind til siden, da han begyndte at vælte med sin krop fra side til side, og jeg blev nervøs for at vælte, da jeg ikke havde kontrol over knallerten, når han slingrede sådan fra side til side.
Da jeg holdte ind, snakkede vi lidt, vi havde sat os på fortovet.
Vi havde været stille lidt tid, og sad og kiggede rundt, og ventede på han var klar til at kunne sidde bagpå uden at slinger.
Pludselig, rejser han sig, med lynets hastighed, og tager fat i mine hofter, og løfter mig fra jorden, det hele gik så hurtigt, det næste jeg opfatter er, at jeg er på hans skulder, og begynder at sparke og slå. Mit hjerte hamre derud af, hvorfor siger han ikke noget, hvad sker der?

Hvis ikke der havde været overvågning havde jeg ikke vidst hvordan jeg kom ned fra hans skuldre.

Overvågning viser han kaster mig ned i jorden, "som en pose kartofler" som advokaten så fint sagde.

Hvilket også forklare, hvorfor jeg fik en hjernerystelse.

Det næste vil jeg ikke skrive.

Perioder fra den nat, oplever jeg stadig, igennem drømme, som føltes så virkelige, at det kan fremkalde et angstanfald. Det samme kan dufte.

Jeg føler mig forfulgt, at jeg aldrig er alene, det kom efter jeg faktisk blev forfulgt af hans fætter, der truede mig på livet, og kørte rundt i byen og ledte efter mig, samt holdte udenfor mit hus i flere timer. Han begyndte at tage det tog, jeg tog i skole, og fulgte efter mig i skole. Hvilket gjorde jeg fik meget fravær.

Nu føler jeg hele tiden der er nogen der vil mig noget dårligt, følelsen af der er nogen. Selvom jeg låser døren, føler jeg de er udenfor døren.
Jeg er ikke særlig tit alene, da jeg bliver meget angst.
Jeg panikker, og kan ikke styre det.

Det er det eneste gode ved at være indlagt, der er hegn, der er lås på vinduer, der er låste døre, og en masse personale, der holder øje. Det er for mig, den tryghed der er her. Men jeg kan jo ikke bo her forevigt, og har heller ikke lyst til at skulle være spærret inde forevigt.

Hvornår får jeg den frihed tilbage, der blev stjålet fra mig?