Læs dagbog

Som jeg frygtede så dalede jeg alligevel. Nu sidder jeg igen i suppedasen og er fyldt op af stemmer og tanker om selvskade. Jeg håbede at, alt det gode blev ved, men ak nej!.. Jeg ryster indvendig og kan næsten ikk koncentrere mig om andet end de skide stemmer.. Jeg er bange for dem. De råber om at jeg skal gøre selvskade og at Morten forlader mig. Om at min mor blir slået ihjel og huset brænder ned. Jeg kan ikk finde ud af hvad er hvad mere. Jeg prøver virkelig at ignorere dem men hold da op hvor er det svært. Jeg er meget nervøs og bange for mine handlinger. Jeg synes det er svært og jeg kan slet ikk snakke uden at jeg vrøvler eller falder over ordene.. Koncentration er lige med nul og kæmper med at skrive dette. Det gør helt ondt inde i hjertet og er skuffet over mig selv. Jeg vil så gerne alting men må melde pas nu. Jeg lukker ned for mig selv og satser på at jeg kan holde afstand til selvskade..
Jeg kan slet ikk overskue at skulle kæmpe igen igen. Kræfterne er der ikk..
Livet kan godt nok gøre ondt!..