Læs dagbog

del 1

Jeg er træt af at skrive om hvor træt af alting jeg er.

Jeg er talentløs. Lyver for mig selv når jeg tror på det nok skal gå.



Jeg vil ikke leve. Intet som helst bringer glæde.


Hvad er meningen med livet. Der er ingen.



Løgne og indbildning.

Fordi vi intet ved om dette intet. Vi spilder vores massive tid. Verden burde begå kollektivt selvmord.


del 2

Ensomhed.

Jeg ved godt det handler om ensomhed. Forbandede ensomhed. At være forladt og uønsket. Ekskluderet. I eksil. Straffet for evigt. Jeg er skide fucking ensom. Ingen kan lide mig. Fordi jeg er så negativ. Sortseer. Men hvad er der andet end nuancer af sort. En verden af idioter. Jeg gider ikke engang andre og så sidder jeg her og brokker mig over at være alene.
Problemet er ikke ensomhed. Problemet er mig.

Ensomhed.

Jeg er altid alene. Selv når der indimellem er andre. Jeg er så træt af det. Jeg er så træt af mig selv. Jeg er så alene. Jeg er et udskud. Uudholdelig. Jeg hader migselv. Fantasiløs og ueventyrlig. Ensomhed. Det gør mig til et monster at være alene. Jeg mister kompetencer af ligegyldighed. Jeg ønsker ikke et job. Så egentlig ønsker jeg intet. Fordi et job er identitet. Sjæl. Evne.

Ensomhed.

Jeg skammer mig over at være til. Gemmer mig i min lille lejlighed. Kan ikke udstå at være i offentligheden. Det er jeg for grim til.
Jeg tror jeg er alene fordi jeg selv har valgt det. Men jeg tror også at hvis jeg havde valgt anderledes havde jeg været ene. Simpelthen af logisk skæbne. Jeg er forbandet.
Folk tager afstand fra mig og går i buer omkring mig.
Der var en der smilte af høflighed. Resten så væk.

Ensomhed.

Mit liv i ensomhed. Dag ud og dag ind. Min grå eksistens i mit eget miserable selskab. Jeg forstår ikke hvorfor jeg er dømt til at leve sådan. Jeg forstår ingenting. Hvorfor andre skal tage sådan afstand. Det synes at køre på skinner for andre. I sammenligning. Jeg må have dårlige sociale kompetencer. Eller også er jeg bare blind for et hagekors jeg har i panden.

Ensomhed.

Jeg er dødkedelig. Det er nok derfor ingen gider mig. Jeg har intet håb for mig selv eller andre. Uforbederlig tør fanden. Jeg gider ikke engang gøre mig overvejelser om noget mere. Jeg brokker mig bare i en lind strøm. Kan ikke se muligheder. Jeg tror på intet. Jeg gider ikke andre. Jeg hader mig selv. Jeg er ensom. Repeat.

Ensomhed.

Jeg er grammofonpladen der har sat sig fast efter nogen låste den inde i et skab og smed nøglen væk.
Måske har jeg for store forventninger til mig selv. Måske tillægger jeg andre større betydning end de besidder. Måske er andre mennesker også dødkedelige sortseere uden substans og sjæl. Måske har jeg fat i noget.
Det er svært at være misantrop når man godt ved man ikke er en skid bedre.

Ensomhed.

Hvad er pointen i at leve i ensomhed. Hvad med tosomhed eller polysomhed. Hvorfor er verden større eller mindre alt efter hvem man er sammen med.

Ensomhed.

Har forsøgt at tilbyde mig selv som slave. Der var ingen interesserede. Jeg er en slave for mig selv.

Ensomhed.

Hvad er pointen i at være sammen med andre. Det forstår jeg ikke. Nu da verden alligevel aldrig har fandtes. Alt er løgn. Sansebedrag og psykose. Fællespsykose? Skulle det være bedre. I think not. Jeg gider ikke andre mennesker. Jeg er ensom jeg er ensom jeg er ensom.

Ensomhed.

Ensomhed.

Ensomhed.

Ensomhed.

Det er for sent. Jeg er for gammel. Kan ikke starte forfra. På noget ubegyndt. Jeg har aldrig rigtig levet. Jeg har altid bare forberedt mig på at skulle dø.
Jeg burde være dødfødt.

Ensomhed.

Jeg hader min familie. Jeg gider ikke at se dem mere.

Ensomhed.

Jeg skubber folk væk for at varsle dem imod mig selv.

Jeg kan ikke se pointen i at skrive mere.