Læs dagbog

Det var en sindsyg hård time hos psykologen i dag, græd hele vejen igen nærmest, og min utålmodighed sættes hele tiden på prøve. Som de andre gange, gik jeg derfra med viden, forståelse og et forsigtigt håb.
Jeg ved nu jeg ikke skal straffe migselv for de ting jeg ikke magter, så (fuck) træning i en tid. Og nu forstår jeg hvorfor jeg ikke kan male, min kreahjerne er jo total slukket. Så vi lader de ting ligge nu. Min koncentration er nærmest ikke eksisterende, så det er jo derfor jeg ikke kan læse en bog.
Jeg ved nu at når de trælse tanker tager fat (det gør de rigtig tit), så skal jeg favne dem, flytte fokus med det samme (har mine redskaber klar), og minde mig selv om, det ikke er mig, men min sygdom der har fat.
Min gave en min dejlige hund, så jo jeg kommer ud at gå hver dag. Jeg kan også handle ind, ingen problem. Bare jeg ikke skal forholde mig til folk. Det sociale har fået et knæk. Jeg vil rigtig gerne være fri. Og det giver mig ikke noget at gennemføre af pligt, Jeg kommer ikke hjem og tænker "seje dig". Jeg er efter idag blevet endnu mere klar over jeg skal gøre hvad jeg der er godt for mig.