Læs dagbog

Mørke ved højlys dag - frit efter Internethistorie.

»Det forekommer mig som var jeg en Galejslave, lænket sammen med Døden; hver Gang Livet rører sig, rasler Lænken og Døden lader Alt henvisne i dens fangenskab - og det skeer hvert Minut.«
Søren Kirkegård-- Løse Papirer, -/- 1837


Jeg går over til dem, der blandt menneskene har skind af visdom og jager den grønne gren, som man nu siger, og blandt dem indtager skolelærere den første plads.

En menneskeart, der sandt for dyden ville være den allermest besværede, forrykte og gudsforladte, hvis jeg ikke vidste at forsøde denne mest ynkværdige profession af alle, med et stink af vanvid, af sødme og den hellige perverse indskydelse i viljen. Den vilje det nu engang er så som så med, hver mandag, når ugens Sissyfos proces starter forfra igen.
De er ikke blot hjemfaldne til fem forbandelser, som det græske epigram formaner, men til femhundrede, sådan som de, evigt forsultede (ganske som forfattere og journalister) og lurvede i tøjet med deres ubetalte regninger, sidder i deres skoler, - sagde jeg !. Jeg skulle hellere sige ”tænkebuler”, trædemøller eller torturkamre mellem deres horder af skoledrenge og skolepiger, hvor de bliver gamle af møje og besvær, døve af råb og skrig, svindsotige af stank, snavs og dårlig luft, som var det et rovdyrbur de viste deres undere i. Vor herre bevares !

- Og dog ved en særlig sælsom og mystisk nåde (der er os andre komplet uforståelig), indbilder de sig, at tro sig stående i menneskeheden første geled i dyrkelsen af deres intellektuelle og humanistiske fattigdom, i et i forvejen endeløst fattigkvarter kaldet: Samfundet og kundskabens træ.
- Så fornøjede er de med sig selv, mens de skræmmer den bange flok (væk) med truende miner, stemmer og flår de ulykkelige med ferler, stokke og piske og raser så tit og så meget de lyster og efterligner det desperate æsel fra Cumae.

Med disse sadomasochistiske iltfattige tænkebuler af køns undertrykkende tankevirksomhed, syntes det som kroppen ikke eksisterede. Jeg havde, selv ofte en irriterende erektion, da jeg kom op i puberteten og vejrede de gejstelige og fantastiske muligheder i de spæde små forårs krydderkusser om i klassen (for slet ikke at tale om patterne) , som jeg efterstræbte uden held. Siden da blev mit liv ét langt kropsligt og seksuelt efterslæb i en kristen verden af hård isenkram, ganske som jeg efterstræbte visdommen uden held. Jeg erkendte således bittert, hvorledes mennesket for altid, smertefuldt var adskilt og løsrevet fra enhver form for biologisk sammenhørighed og samdrægtighed til det syntetiske kapitalistiske sadomasochistiske samfunds bølgegang af angst-smerte-angst-smerte.
Derfor befinder jeg mig nu i et sælsomt ingenmandsland af hverken fisse eller visdom. Noget af en krank skæbne, at være blevet til. Tegnene på tavlen var udviskede og hvilede i deres egen absurde og sürrelle betydnings- og meningsløshed. Den unaturlige skole i naturens uorden.
Hvorfor skal man føle sig så ensom, isoleret og forbandet i en skole, der trods alt bygger på en tro af indsigt og senere forståelse i respekt for det livsnødvendige fællesskab i samfundet. Uden andre, at realisere os med og i, er vi intet og lever under ensomheden og forbandelsens lod. Vi er vel alle fra starten ”de hule” mennesker alle som en og skal fyldes med det bedste af alt: KÆRLIGHED ! Men hvor er kærligheden så ?
Vel næppe på tavlen.

Verden bliver ikke mere koncentreret, fordi man bruger briller og fikserer verden til symboler og mål. Selvom lysets reflekterende stråler samles på nethinden til noget man bør tro på er virkeligt, objektivt og nøgternt, føles det klart og indlysende, ganske som konkret og objektivt. Hvad med det man føler, hvilket hul kommer det ind og ud af, er det også noget dekoncentreret lort. Skal følelseslivet også have kapitalismens fikserende briller på.
Verden selv er også blevet meget ukoncentreret. I begyndelsen var alt samlet i ét eneste lille-bitte-bitte forståeligt punkt. Men pludselig spredte verden sig i én stor eksplosion. Derved opstod dekoncentrationen og tågerne.
Men hvis verden ikke kan koncentrere sig, hvordan kan man så forlange endsige forvente at jeg, en uendelig ubetydelig lille partikel-del af verden som formodes at være til, skulle kunne koncentrere mig og når den endda bliver mere og mere dekoncentreret for hver dag?
- Mange og nogle vil selvfølgelig betragte denne indvending som vrøvl og noget der ikke passer sammen med min øvrige uret, utilstrækkelighed og samvittighedsnag her i verden.
- Og heri har de så ganske ret. Men det at det er vrøvl, er paradoksal nok et bevis for rigtigheden af min påstand. Og hvis det ikke skulle være vrøvl har jeg naturligvis også ret. Kort sagt: DET JEG SIGER ER SANDT!


Dødsskoler med deres fremmedgørende institutionelle , sterile og syntetiske overflade og rum, må uvægerligt sætte sig som en degenererende metastase af en kræftknude et sted i kroppen.
Klart at man ikke gider og hellere vil være et andet sted end dette plumre gotiske institutionsmørke, hvor fremtidens krævende ”ego” fabrikeres i tidens evige strøm. Men hvilke steder skulle man foretrække, for er livet ikke altid et andet sted end det aktuelle ?
Så længe vi ikke kan specificere det, må vi vel findes i vor non virtuelle søgen. Der er nok der vi alle findes.

”Et dårligt miljø” af Peter Høgh fra ”Smillas fornemmelse for sne”

Sydhavnen er en spøgelsesby. Himlen er lav og grå. Indåndingsluften smager af kulrøg og kemikalier, der driver ind ude fra de digitale industrisektioner og fremmedarbejderghettoerne.
Den der er bange for, at maskinerne står overfor at overtage magten, skal lade være med at tage en promenade i Sydhavnen. Her er ikke ryddet sne. Fortovene er ufremkommelige. Ad den smalle plørede grusbane kommer af og til overnaturligt store lastvognstog, med sorte, mennesketomme ruder uden mennesker til at styre.
Over en sæbefabrik ligger et tæppe af grøn røg. Langs det snesjappede fortov blinker røde lamper i butiksruder, Der er pornobiografer med kønsautomater i lilleputformat og en forvrænget højtaler spiller: ”My endless love….”.
Et cafeteria reklamerer med biksemad. Bag ruderne lyser røde og gule signallamper på ensomme friturekar i et forladt køkken. Over et tilsneet kullager bevæger en kran sig hvileløst og uden formål frem og tilbage på sine skinner uden mål og med..
Fra sprækker i mørke lukkede garageporte er der blålige glimt og knitren af elektrosvejsere, og en ringlen af de sorte penge der bliver tjent, men der er ingen menneskestemmer. Det hele virker som senkapitalismens svanesang og bærer et mareridtets tydelighed og ubønhørlighed over sig
Så åbner vejen sig mod et postkort. Et stort havnebassin omgivet af lave, gule pakhuse. Vandet er iset til, og mens jeg endnu sunder mig på udsigten, kommer solen frem, lav, hvidgul i sit anmassende omrids., overraskende, og får isen til at lyse, som en underjordisk elektrisk pære bag matteret glas. Ved kajen ligger små fiskerbåde med skrog der er blå, som der hvor kajen møder horisonten. På bassinets yderside, ude i selve havnen, ligger et stort, tremastet sejlskib. Det er Svajerbryggen.
Og det er ikke M/S Kronos.

Jeg misunder mennesker, der kan koncentrere sig om det de er i gang med. Når jeg skal beskæftige mig med én ting tænker jeg altid på noget andet - men det er jeg til gengæld god til.

Lige nu tænker jeg på Søren Kierkegaard. Jeg lånte forlenden en bog med SK-citater på Ballerup Bibliotek. Søren Kierkegaard var god til at koncentrere sig. Men han skulle vistnok heller ikke vaske op, rydde op og gøre klar til gæster. Det havde han tjenere til - og der skulle ikke indberettes arbejdsmarkedsbidrag, A-skat og ATP til myndighederne. Næh, man skulle have været Søren Kierkegaard - så havde man været død nu.

Jeg tænker bedst når jeg er i bad, og får ideer til kronikker, romaner eller samfundsomvæltninger. Det må selvfølgelig være udmærket, må læseren tænke. Men der er det ikke. For med det samme jeg har slukket for bruseren har jeg også slukket for inspirationen, og alle idéerne løber ud med badevandet.

En god koncentrationsøvelse skulle være at sidde i skrædderstilling og trække vejret langsomt og dybt til citarmusik. - Men så kommer jeg i tanker om at jeg skal huske at ringe til min fætter Fedtmule, og minde ham om at han har lovet at lappe min cykel inden på søndag. Han hedder nu ikke Fedtmule i virkeligheden - og han har heller ikke fået lappet min cykel. Jeg gør det heller ikke selv. Det kræver nemlig for megen koncentration.

Jeg har også fået at vide af en staldpyskolog, at jeg skal lave opmærksomhedsøvelser. Det vil forbedre koncentrationen både på kortere og længere sigt. Jeg skal spørge mig selv: Hvad er jeg opmærksom på nu? Og så skal jeg svare hvad jeg er opmærksom på. Hvis det er den gule væg bag min computer skal jeg sige: "Jeg er opmærksom på en gul væg." Så spørger jeg igen: "Hvad er jeg nu opmærksom på?" Det kan være en korkprop, en wc-børste, en humlebi på altanen - eller et luftskib fra Frelsens Hær. Det skal jeg naturligvis også sige: "Jeg er opmærksom på et luftskib fra Frelsens Hær."

Problemet er bare at mine tanker hurtigt går i selvsving: "Hvordan staver man til Frelsens Hær. Er der "æ" i "Frelsen", eller staves som Frellsen i Frellsens Kaffe. Findes Frellsens Kaffe stadigvæk - eller er den gået hjem til frelseren?" - Sådan har mine tanker det med at stikke af fra hovedfeltet. Jeg kan faktisk sige at jeg er en meget dekoncentreret person. Nogle er deprimerede, andre er de-koncentrerede. - - Kan man så sige, at en glad person er "primeret" - - ?

På grund af min manglende koncentrationsevne vil jeg heller aldrig få skrevet en roman. Jeg har ellers haft planer om at skrive en roman om en dreng der vokser op på et husmandssted i Thy, men kommer i gymnasiet i den pulserende købstad Thisted, og ender i dårligt selskab på havneknejpen "Den Spegede Sild". Men pludselig finder jeg ud af at han skal begynde at gå til skak - og så lader jeg ham møde Bent Larsen, som fortæller om hvordan allerede som otte-årig havde slået en seniorspiller fra A-holdet. Derefter dukker min lillebror op i historien. Han har nemlig haft en hel at gøre med skak i Aalborg. Og her må jeg straks fortælle om Jens Bangs Stenhus, som oprindelig var af træ.

- Jamen kan du så ikke bare skrive moderne digte? har nogen spurgt mig. - De er jo ikke så lange! - Men det kan jeg heller ikke finde ud af, for de må nemlig ikke rime. - Og hvis jeg skulle skrive ligesom Per Højholt ville jeg ikke kunne forstå mig selv.

Jeg har også svært ved at holde mig til emnet i en diskussion. På én eller anden måde lykkes det mig altid at få sporet emnet hen til nogle sjove lappedykkere jeg engang så i Esrum sø. - For lige at berette om hændelsen, ville jeg engang undersøge om lappedykkerne i Esrum sø også var VIRKELIGE lappedykkere. Så jeg tog fra min cykelreparationsæske en lap og smed ud i vandet. Og rigtig nok forsvandt den nærmeste lappedykker ned under vandet og kom op med cykellappen i næbbet og afleverede den i min hånd - formedelst 50 kr. i findeløn. Det er det mest sjove jeg nogensinde har oplevet. Og jeg skråler af grin, hver gang jeg fortæller det.

Når en diskussion keder mig - eller jeg er løbet tør for argumenter - lykkes det altid at få snakken sporet hen må min oplevelse med lappedykkeren. Jeg er ikke engang selv bevidst om det. Men det kan fx ske at min diskussionspartner siger: "Det er kun en lappeløsning", så - - -. Eller: "Vi skal ikke kun hold os til overfladen. Vi må dykke længere ned!" Men også bare ordene "strand", "vand" eller "Nordsjælland" får mig til at mindes episoden med lappedykkeren.

Verden selv er også blevet meget ukoncentreret. I begyndelsen var alt samlet i ét eneste lille-bitte-bitte punkt. Men pludselig spredte verden sig i én stor eksplosion. Derved opstod dekoncentrationen. Men hvis verden ikke kan koncentrere sig, hvordan kan man så forvente at jeg, som formodes at være en del af verden, skulle kunne koncentrere mig med alle de uendelige antal forskelligheder der findes af altings ens forskel?
- Nogle vil måske betragte denne indvending som vrøvl - og heri har de ganske ret. Men det at det er vrøvl, er paradoksal nok et bevis for rigtigheden af min påstand. Og hvis det ikke skulle være vrøvl har jeg naturligvis også ret. Kort sagt: DET JEG SIGER ER aller helvedes SANDT!
Publiceret på Fyldepennen 04/06-02