Læs dagbog

Jeg har været trængt og presset de sidste dage, for trods lange gåture vender "det" tilbage.
Om morgenen, er de værste. Når jeg vender mig på madrassen mod væggen, er det som, at kigge ind i et sort hul af intethed og fortabelse. Modbydeligt.
Da jeg lå på badeanstalten for et par måneder siden (trods en middelmådig sol-sommer), var der ikke noget.
Når den var der solen, trængte dens varme og lys, ind i de fjerneste afkroge af sjælens mørke, og man følte sig som et lykkeligt krybdyr, når den var der i vort nordland Danmark.
Mit eneste nye modtræk er, at sidde i køkkenet og kigge/stirre ind i mit lys amatur.
Det hjælper lidt.