Læs dagbog

Tænk på, hvad en hjerne ikke skal kunne holde til af ulykkelige forelskelser, religiøse forløsninger og tvivl gennem et langt og hårdt liv.
I mit næste liv, vil jeg helst være noget der ikke kan falde, være bange for ”at falde” styrte, vælte og slå sig til blods, i den skæve, bumpede, ubalancerede stenhårde verden.

Når man som jeg har fået en blodprop i lillehjernen, og skal lære at gå igen, rejser der sig virkeligt anfægtelser, fordi mine før så trofaste ben ikke længere vil lystre, og angsten for at falde føles tydelig og mærkbar, og når det sker, får jeg et chok, hvis ikke min fysioterapeut griber fat i mig. Det er hidtil sket, uden nogen særlige skader.
ALTSÅ…, dette er så hårdt, barskt og virkeligt, det føles som ingen tro eller filosofi kan hjælpe dig. Du er i den hårde stenverden, der ikke lader nåde gå for ret.
Jeg hr på TV set buddhist munke, ligesom ”flade ud” med hele kroppen, og strække sig fremad mod målet, selv om de kunne gå.
Hvad kan man overhovedet stille op, når ”alting”, er uden for rækkevidde og al bevægelse er blevet så svær.
Nu mærker man om end ikke før, så nu, virkeligt sine kropslige begrænsninger og ”dødelighed”.
Lidelsen er dog en sælsom form for udfordrende fremdrift, i det mindste.