Læs dagbog

Når små børn har været syge over en lidt længere periode, og de så bliver raske, synes man ofte, de har forandret sig - er vokset eller modnet lidt. Og dette til trods for, at de netop ikke har oplevet noget specielt til fremme for deres udvikling, men har været stille og isoleret og tvangsinlagt til kedelighed i en tid. I nogle kredse mener man simpelthen, at sygdomsepisoder, næsten ligesom en slags søvn, er nødevendige for den psykiske udvikling.
Måske er det rigtigt.... måske gælder det ovenikøbet også for voksne (-:
Efter at have været rigtig sløj og hjemme fra arbejde føler jeg mig i hvert fald forandret.... først og fremmest lidt famlende, for at genfinde hjerneaktiviteten og mit vandte "jeg" med de vandte fremgangsmåder - selvfølgelig, men det er ikke kun det....pludselig er jeg ikke helt sikker på, om det overhovedet er det vandte "jeg", der skal og kan findes frem.
Var det måske tiden til.....
...at omlægge kostvaner? ....at dyrke mere motion? ...at markere mig selv og mine holdninger tydeligere, ved handlinger og verbalt?...at være opmærsom på andre mennesker end tidligere?....at ændre roller?.....at blive mere markant?.... at finde ud af, hvad jeg vil med resten af mit liv?
Hvorfor sidder jeg lige pludselig oppe og skriver dette, hvor jeg plejer at være gået i seng, ovenpå en træt aften?