Læs dagbog

Endnu engang: jeg har brændt min psykiater af, jeg har taget medicineringen i min egen hånd og er lige så stille trappet ud....
Efter gentagne "episoder" havde hun dømt minimum 5 år på piller og jeg havde sådan set indstillet på at sådan skulle det være. Men nu er der gået et år... et godt og stabilt år.... Og for nogle måneder siden begyndte jeg at "glemme" en enkelt pille ind imellem, hvilket efter princippet glidebane er endt i en meget lav stand bye dosis, just in case, for jeg kan jo godt styre det - hvis der "sker noget" kan jeg jo bare trappe op igen?
Eller kan jeg? Og hvornår ved man egentligt, at nu er det nu den begynder at være gal?
Interessant, når man bruger sig selv som forsøgskanin, interessant at opleve, hvorledes den gamle følsomhed er vendt tilbage, og hvorledes gamle konflikter og følelsesregistre udspiller sig. Nedslående men også spændende, udfordringen i at forholde sig til det, klare det selv, uden at dulme følelserne med medicin - Men det er en hårdfin balance og både godt og skidt melder sig. Mere liv, men et mere sårbart liv. Med pågående drømme, smerte, lysten til at bryde ud, vrede, sårbarhed men også følelsen af at være sig selv. Forvirringen omkring, hvem man så er? uden piller med piller - hvem er jeg så? Er det hele et spørgsmål om en balance i hjernen, mellem aktivitet i det limbiske system og aktivitet i pandelappen? Hvad skal jeg lade mig styre af? Hvordan finder jeg balancen? Dulmer jeg med piller, er balancen aldrig "ægte". Eller er den?
Kun med en sygdom i hjernen er man for alvor syg.
Det er utilstadig at lege med sig selv på den måde, når man har ansvar for andre mennesker.