Læs dagbog

Livet er som at være i fjende land.

Det kræver sin fjende at blive ven med døden.
Er livet min fjende?
Er det fordi jeg ikke ,hvor det hele ender.
Dog ved jeg det godt inderst inde.

At vi alle ender begravet og ædt af mider, orme og biller.
Det smilende tænder ender som huller i tidens mund. At hænder og fødder ender som slidte knogler og livet sidste fase som er skellet.

At ovenpå bliver vores navn nævnt for en næstsidste gang. Efterhånden som tiden går , går vi i glemmebogen.

Er det sørgligt ? Ikke nødvendigvis.
Sådan har det altid været. En cyklus af begyndelse og ødelæggelse og genopførelse. Fødsel, død og genfødsel.