Læs dagbog

En anelse skidt?
Ok. Indrømmet meget skidt.
Jeg ved ikke hvorfor jeg lever?
Hvilke forventninger har jeg?

Dagene passere som tal.
Tiden har ingen nøgler til min mentale sundhed.
Tværtimod, tunge sten på mine engle- skuldre og beskudte vinger.

Hvis jeg bare vidste...
At livet altid vil være sådan?
At det ville være sådan!
Så havde jeg måske endt i tide/ og utide.

Jeg lever, men indeni er der ikke rigtig liv.
Jeg kører på afladede batterier.
Ilden som fortærer alt, den brænder mig.
Så lidt af gangen, at dø bid for bid.
Det er smertefuldt.

En dag ender det. Jeg venter på denne dag.
Men ved ikke hvilken dag det bliver?
En dag slutter det? Men ved ikke hvornår.
Måske lever jeg forgæves.
Siden i forgårs og tidligere , så har jeg haft håbet.

Håbet er der stadig. Nok tyndslidt, men stadig i live.
Lidt ligesom jeg.
Men tankerne kredser stadig om dødens sol.
Hvor ligger håbets planet gemt?
Er det den ukendte tiende planet?

En dag vender det. Tiden ændre sig.
Livet ændre sig. Hvorfor ikke også jeg?
Med tålmodighed kan man overvinde meget.
Med tillid kan man ændre noget.
I og med at jeg har tålmodighed og tillid, er det hele et spørgsmål om tid.