Læs dagbog

Jeg synes tiden går langsomt og dog.
Pludselig er alt ovre.
Fik jeg lært det jeg skulle?
Danset til livets melodi.
Eller druknet i rent melankoli.

Hver dag er som at bære på en tung sten. Kolossal vægt og min indre sjæl og ydre ryg er belastet.
Jeg knækker og flækker indeni.

Jeg føler sympati med mig selv.
Andre vil kalde der selvynk.
Men hvis ikke jeg passer på mig selv / forstår mig selv, hvem skulle så
sø(r)ge over ve og vel?

Jeg er den nærmeste til mig selv.
Det kan være svært at lukke andre ind. Især når sindet er sårbart og alt er skørt og uholdbart indeni. Men med tiden falder alt på plads som et færdiglagt puslespil .
Måske den dag mit liv giver mening?
Kun tiden kender svaret!
Og tiden tikker i nuet.