Læs dagbog

Tja + beslutningen og livstræt

En side i dagbogen "Livet i mørket med selvmords- og selvskadende tanker"
Skrevet af ungpige 2. juli 2018 17:19

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive.
Jeg vil så gerne ud med en masse. Men jeg kan ikke finde hoved og hale i mine tanker.

Jeg er i live.
Jeg havde ellers taget en beslutning om at det var i dag jeg skulle dø. I lørdags tog jeg beslutningen. Jeg blev uvenner med min mor. Hun endte med at sige at jeg ikke var velkommen hos hende mere. Det ødelagde mig. At få at vide at hun ikke elskede mig mere var dråben. Men jeg havde en aftale med en jeg kender om at hjælpe mig med at klippe hæk så det kunne ikke være med det samme selvom jeg helst ville det. Men han fortjener ikke at finde mig død.
Jeg ville også gerne have et par dage til at gøre huset klar til salg. Så det blev flot inden.
Hækken er nu næsten klippet færdig. Ukrudtet på stien er væk. Græsset slået.
Men men min mor kom med gave som altid når hun får dårlig samvittighed. Hun sagde jeg gerne måtte sove hos hende alligevel.
Jeg er forvirret.
Hver gang jeg ikke lige gør som hun vil have kommer truslen og hver gang ødelægger hun noget indeni i mig.
Den sværeste beslutning i alt det her var om Bandit alene er/var grund nok til at leve. Var hans kærlighed Nok????? Jeg er stadig meget i tvivl og det er nok derfor jeg stadig er i live.

Men jeg er opgivende. Kan efterhånden ikke se meningen med livet og den evige kamp. Jeg er træt. Og mit hjerte bløder. Jeg græder når jeg er alene.

Jeg skal tale med min kp i morgen. Jeg frygter en indlæggelse. Men jeg vil sige at det så skal være med tvang. Jeg kan ikke overskue at skulle ud af mine vante omgivelser. Jeg kan ikke overskue det. At skulle forholde sig til nye mennesker. At skulle melde mig syg fra arbejdet. At svigte kollegaerne. At svigte Bandit. Min mor.

Kommentarer fra andre brugere

Mit græs gror ellers ikke her i tørken :)

Skrevet af Anonym, 2. juli 2018 19:57

Hey smukke ung.

Tak for din søde hilsen;) Jeg kan og vil nok aldrig forstå din egocentriske mor, der på den ene side gir dig kærlighed og støtte, for dernæst at kaste dig på porten:( Og jeg er meget GLAD for du ikke tog dit liv, jeg ryster bare ved tanken, det er ikke meningen du skal dø så ung, men jeg forstår godt du er et sted hvor alting falder sammen som dominobrikker, og man bare ikke kan mere:/ At blive indlagt kan redde den sidste rest af overlevles du bær rundt på, selvom du ikke føler den. Den sidste dråbe i glasset så at sige, men det er meget svært og ja f... hvis du svigter hele verden, det er dit liv! din fremtid! (din sygdom er ved at vinde) og jeg kan og vil ikke stå og se på at du tager springet, og tar dit liv' :(((

Så jeg forstår dig godt, men du bliver nødtil at gøre det alligevel, ellers ender du måske med et fejltrins selvmord som mig, den ene gang tog jeg alle mine mors piller, det var en blanding imellem nervemedicin, sovemedicin, mavemedicin hovedpine piller. Jeg var 16 år og kunne bare ikke mere. Men resultatet var meget skræmmende kan jeg fortælle dig, min krop gik i krampe, og når jeg siger det, så mener jeg at hvert bevægelse gjore så ondt at jeg følte det som om nogle savede krop s´dele af mig:X da mine forældre fandt mig, lå jeg med fråde omkring munden, og min far bar mig i sine arme hen til bilen, for hvert bump på vejen gik min krop ud af led, min kæbe satte sig fast, og jeg kunne ikke skrige, men den smerte var ubeskriveligt, smertefuld. Mine finger mine knæ, alt på kroppen gik ud af led, vi ankom til hospitalet og en læge gav mig en indsprøjtning, modgift, han sagde jeg havde været meget tæt på at ende som en grønsag el. som en død, og at jeg aldrig skulle forsøge det igen.

Jeg håber ikke du vil gøre det søde skat, jeg håber du vil vælge dig og din behandling, for du har så meget at gi verden. Jeg tænker at din mor nok kan tage din hund, at du begynder at sige fra, og at du gir slip på hende ok? Jeg håber ikke du vil hade mig for disse ord, jeg ønsker kun at du kommer igennem dette svære liv, det hele kommer fra mit blødene hjerte.

Kys på næsen og krammm

Juze - tænk over den ven ok?

Skrevet af juce, 2. juli 2018 23:01

Hej Ung.


Når jeg er rigtig syg, så tænker jeg ikke på andre når jeg har selvmordstrang.
De eksisterer simpelt hen ikke i min bevidsthed.
Og indlæggelse eller ej, det fylder heller ikke i mig.

Jeg sy6nes det erb utroligt at du kan være så dårlig, og så samtidig have overskuddet til andre..
Endda dine kolleger!

Når du nu har det så forfærdelig skidt, så burde en indlæggelse ikke betyde så meget...

Du ryger ikke ind med tvang, det vil jeg næsten holde en månedsløn på...
Ikke når du har de overvejelser og det overblik..

Skal du ind, så bliver det nok frivilligt.
Og hvorfor ikke?
Det kan kun blive bedre, ikke?

Du bliver ikke belønnet for at passe på andre, og slet ikke hvis det er på egen bekostning..
Og kan du klare det selv, så er det jo ikke så alvorligt som det kunne være...
Så mon ikke du snart bør beslutte dig?

Tag for f..... på psyk. skadestue.
Det er der du skal være, sådan som du beskriver din tilstand.


Kh. Bip.

Skrevet af Bipolarix, 3. juli 2018 00:47

Hej juice

Jeg kan aldrig hade for at støtte og give mig råd. Jeg ved du og bip for den sagt skyld aldrig vil mig ondt.

Jeg forstår heller ikke min mor.

Jeg tænker men beslutningen er så svær. Min kp foreslog det ikke en gang i dag. Selvom jeg forklarede hende min lyst til at handle på selvmordstankerne.
Hm

Mange knus og tanker

Skrevet af ungpige, 3. juli 2018 21:39

Hej Bip

Læst. Jeg tager dine ord til mig. Men for f..... hvor er det svært.

Mange knus og tanker

Skrevet af ungpige, 3. juli 2018 21:40

Hej Øllgård

Det var nok også mest ukrudt som jeg tog. Det gror også meget langsomt her

Skrevet af ungpige, 3. juli 2018 22:27