Læs dagbog

Ved middagstid havde min mor og jeg et skænderi. Det startede med at handle om at min kp gerne vil have jeg går ned i tid på arbejdet. Hun mener ikke at jeg skal det og at jeg ikke vil kunne betale mine regninger, hvilket ingen af os ved om er rigtigt.
Hun blev meget sur og samtalen endte med at dreje sig om at hun mener at jeg skal tage mig sammen og så vil alt være godt. Hvis jeg bare gad at kæmpe for det så ville jeg have det godt.
Hun vil have at jeg kun gør som hun siger og ikke lytter til nogen som helst andre.
Hun virkede meget vred på psyk.
Hun mener også at jeg bare at stoppe stemmerne og så vil de forsvinde. Hun mener at jeg bare skal tage mig sammen og træne og ellers gøre som hun siger så var der ingen stemmer og intet mørke.
Jeg lærer aldrig at forstå hendes kolde og hårde meninger om psykisk sygdom.
Hun mente også at jeg bare skulle stoppe med medicinen.

Det endte med et skænderi om alt muligt.
Og nu sidder jeg tilbage i mørket. Alene med hundene. Lyst til selvmord og selvskade. Lyst til at opgive. Lyst til at skære smerten væk.
Jeg prøver at undgå kniven. I frygt for hvad jeg kan finde på hvis jeg først sidder med den. Men lysten til at handle er enorm.
Og jeg skal på arbejde i morgen. En fuldstændig uoverskuelig opgave.
Men jeg er sikkert for pligtopfyldende til at gøre noget. Til ikke at møde op i morgen.

Men hun tog den sidste lyst til kæmpe med sig. Væk da jeg hørte de hårde ord.
Hun elsker mig ikke. Hun føler sig bare forpligtet til at tage sig af mig. Den følelse vokser i mig.
Tårerne løber.
Jeg føler mig så uendelig alene. Ikke elsket.
Hvorfor skulle jeg overhovedet fødes på denne jord. Jeg er for svag til dette liv. Hvorfor skal jeg straffes?
Derudover så fylder mine tanker og følelser om overgrebet.