Læs dagbog

Jeg skulle jo tale med min leder om en del ting. En masse overarbejde, personale møde, ferie og gruppe på psyk.
Overarbejde og personale møde delen var hurtigt overstået. Men hvor var det svært at bede om fri til gruppe. Jeg var så bange for hendes reaktion og svar. I starten jeg blev syg (eller da jeg begyndte at erkende det og bede om hjælp) og var indlagt var hun meget forstående og støttende.
Men som årene er gået er hun blevet meget hårdt og ikke støttende. Hun presser meget på også da jeg for første gang nogensinde sagde fra. Nå men denne gang prøvede jeg altså igen. Og det gik godt. Overraskende godt. Hun støttede mig og hun vil finde på en løsning så jeg allerede på mandag kan starte i gruppe. Jeg var noget forvirret bagefter. Jeg ved ikke helt hvor jeg har hende. Men nu skal jeg altså starte i gruppe. Jeg har aldrig prøvet det før så er meget bange og nervøs for det.
Har mest lyst til at skrive at jeg ikke kan alligevel men jeg håber samtidig at det kan hjælpe mig. Og jeg ved med mig selv at jeg aldrig kunne melde fra når jeg nu har sagt ja. Men angsten og stemmerne fylder.
Jeg har ikke talt med min mor rigtig om det endnu. Og jeg håber hun vil lade om ingenting. Hun er altid så utilfreds med psyk. På trods af at jeg er glad for dem. Dog kæmper jeg med tilliden.

Ellers går det lidt bedre. Eller jeg har arbejdet så er tvunget til at tænke på andre ting end mig selv og jeg fik masser af ros i går. Men jeg kæmper.
Og så driller min skulder. Det gør ubeskriveligt ondt og jeg kan slet ikke finde hvile. Jeg prøvede endda at tage piller i går på arbejdet men det hjalp kun lidt så det gider jeg ikke rigtig. Jeg ville have fået en læge til at se på den men de havde travlt så ville ikke forstyrre dem.
Jeg arbejder en del og det er svært med smerterne.
Jeg har dog fri i dag men har weekend vagt.